Dage med en schæfer

Bølleschæfer og balladebold på badeværelse

2012-02-03T11:17:00.006+01:00

Jeg stod for et øjeblik siden ude på badeværelset og tissede, sådan lidt i mine egne tanker. Ud af øjenkrogen så jeg dørhåndtaget blive trykket ned. Herefter blev der aset og maset lidt på den anden side af døren, hvorefter et par næsebor blev presset imellem døren og karmen. Straks efter kom hele snydesnudeskaftet til syne og et hurtigt kast med schæferhovedet sendte fyldningsdøren, på skrigende hængsler, op i væggen i det tilstødende rum.

Så spankulerede schæferen med den største selvfølgelighed ud i badeværelset bevæbnet med sin nyeste blå balladebold. Han stillede sig ved siden af mig og kikkede ned i toiletkummen, dette mærkelige stykke inventar, hvis evne til at producere "drikkevand" fra et vandfald fascinerer ham dybt.

Den nyeste balladebold er hul og forsynet med en række gummiflapper indvendigt. Man kan putte godis i den, som så falder ud på tilfældige tidspunkter, når hunden skubber bolden rundt.
Schæferen er ikke særligt tålmodig, så han har fundet ud af, at hvis han slipper bolden fra størst mulig højde og laver et schæferkast med hovedet, så den rammer gulvet så hårdt som muligt, så giver den mest godis.

Så det gjorde han, hvorefter bolden hoppede op fra gulvet og landede i toiletkummen med et plask. Derefter så han bebrejdende på mig, der nu stod med lokumsvand drivende ned ad bukserne, og forlod badeværelset i protest.

En popsangerhandske

2012-01-20T11:39:00.002+01:00

”Skal du nu have popsangerhandske på igen?” spurgte schæferen. ”Jeg ved snart ikke, om jeg vil følges med dig.”
”Hvad?”
Det var i morges lidt i otte, vi stod i entreen, klar til at gå ud på en ganske kort morgentur, så bølleschæferen kunne få tisset og stemplet dagen som godkendt. Jeg stirrede forvirret på min sorte skindhandske. Så uddybede schæferen:
”Ja, det er da kun popsangere, der bare går med én handske.”
Ofte har jeg kun handske på den venstre hånd, der holder snoren. Den anden hånd kan jeg jo putte i lommen.
”Det er altså lidt pinligt,” forklarede schæferen.

Men han fulgte dog med ud. Vi gik ned mod byen. Så kom vores lokale Charles Bronson gungrende op ad Östra Storgatan i en gammel, bulet Mercedes lastvogn med sneplov, som smed sne og opkørt sjap ind på det smalle fortov og helt ind over hegnet til folks haver. Og vi havde ingen steder at flygte hen.
”Hvorfor fanden skulle du også gø ad ham forleden, schæfer?”
I sidste øjeblik blev trykluftbremserne knaldet i, så hele lastvognen sukkede dybt, og derefter passerede den os ganske langsomt. Oppe i kabinen sendte han os det dér Bronson-smil, som mest bare er en trækning ved munden. Så spant han tvillingebaghjulene og fortsatte nord ud af byen.

Lige efter mødte vi sværvægtsweileren henne ved det gule hus. Den kom om hjørnet med den gamle mand i snor bagefter, netop som jeg stod og samlede schæferens stempel op. Schæferen rejste rutinemæssigt hele rygpelsen til lodret, og weileren pustede brystkassen op, så den hvilede på asfalten. De hang begge for enden af stram snor med en halv meter imellem sig. Schæferen gabte op, mens sværvægtsweileren, der ikke har lige så hurtig reaktionsevne i mundtøjet, nedstirrede sheriffen med blottet tandsæt.

Så faldt den gamle mand, helt ude for enden af weilerens snor, i søvn, og snoren landede på asfalten. Weileren tumlede to skridt frem, og de to hunde knaldede panderne sammen, så det rungede i stereo i hele kvarteret.
”Åh Gud, undskyld!” udbrød sværvægtsweileren.
”Er du okay?” spurgte schæfersheriffen.
Weileren nikkede.
”Øjeblik,” weileren tog snoren og gik tilbage til den gamle mand. ”Hold nu fast på snoren, gamle. Jeg er jo en angrebsfarlig muskelhund, klar til at gå grassat!”
Så kom han tilbage, blottede tandsættet og stillede sig op.
”Din træner er lidt sløv,” sagde schæferen så.
”Min træner?”
”Ja, er det ikke din træner? Alle sværvægtere har da sådan en vissen, gammel mand som træner.”

Så trak jeg af med schæferen, inden han fik fornærmet flere sagesløse borgere og hundeejere.
”Han er heldig, ham sværvægtsweileren,” mente schæferen.
”Heldig?”
”Ja, han har en træner. Jeg har kun en pjokleder med popsangerhandske.”

Der udskrives en bøde

2012-01-09T17:17:00.002+01:00

Det var nytårsaftensdag. Første gang i december, vi så lidt vinter her i det nordskånske, syv frostgrader fra morgenstunden, der i løbet af formiddagen steg til fornuftige fem. Friskt og klart, blå himmel. Endelig et ophold i den byge, der startede 8. juli lige over middag.

Bølleschæferen og jeg benyttede lejligheden til at gå en tur rundt om vores lokale sø. Da vi nåede til en vig på den østlige bred, hvor ænderne, et stykke ude, vraltede rundt på et tyndt, sort islag, udbrød schæferen:
”Se, Jesusænder!”
Det var første gang i denne vinter, at vi så Jesusænder. Der var også nogle på bredden.
”Den fikser jeg!” råbte schæferen.
”Nej stop, schæfer! Det er juleaften, man spiser and!”
Men han var løbet.

Kort efter kom han tilbage med et blåt øje og en svane, med tungen ud af næbbet, i et beslutsomt fjerboagreb.
”Den er altså hidsig, den and!”
”Sig til den skrummelschæfer, at han er skudt i knoppen,” hvæsede svanen. Den slags mente den at vide alt om. Det var nemlig en knopsvane.
”Vi har ikke plads til den i ovnen. Slip den nu, schæfer!”
Schæferen slap, og svanen rettede fornærmet på fjerboaen. Så tog schæfersheriffen bødeblokken frem og noterede svanen for vold mod tjensteschæfer i funktion.
”Den gav mig en vingelussing,” forklarede han og spyttede et svanefjer. Så rakte han bøden til svanen og ønskede den godt nytår. Hvad svanen svarede, da den fløj af sted, vil jeg helst ikke gengive her.

”Vi spiser i stedet for noget, som jeg har fanget i aften,” forklarede jeg.
”Hvad er det?”
”Vi skal have sandart …”
”Fisk? Jeg er altså en farlig schæfer!”
”… til forret, derefter bjørnebøf.”
”Nu nærmer vi os noget fornuftigt.”

Det blev til sandart, marineret bjørnebøf, is og en La Croix De Gay Pomerol 1997. Schæferen sprang dog både Pomerol og sandart over. Til gengæld udskrev han en bøde til gæsterne. De kom et kvarter for sent.

Schæferens julebad

2011-12-23T18:40:00.003+01:00

Schæferen har lige været i bad. Det tog et kvarter, og derefter tog det trekvarter at rengøre og renovere badeværelset.
”Den strammer over skulderen,” brokkede han sig, da han var blevet proppet ind i brusenichen.
”Jeg kan da sagtens være der,” indvendte jeg. ”Og jeg vejer mere end dig.”
”Det er fordi dine kilo er stablet ovenpå hinanden. Underlig konstruktion,” forklarede den store skrummelschæfer, mens brusenichen knagede.

Schæferen er meget begejstret for at blive sæbet ind og for at blive frotteret med det store badehåndklæde, der er hans private. Faktisk har han fire. Han er knapt så begejstret for håndbruseren.
”Kunne vi ikke springe det dér bruseri over?” forslog han.
”Du mener bare sæbe dig ind og tørre dig bagefter? Hvordan tror du egentlig, det vil gå?”
”Det vil gå fint,” svarede badebilletten med overbevisning.

Schæferen kommer normalt i bad et par gange i vinterhalvåret. I sommerhalvåret har vi en badesø i nærheden, hvor vi går i vandet så tit som muligt. Derud over kommer han kun i bad efter markante schæferfejltagelser, som f.eks. dengang, hvor han forvekslede et mudderhul på marken med den lokale badesø. Det var i hvert fald hans undskyldning.

Nu ligger han og tørrer. Selvom han er blevet frotteret med to store badehåndklæder, er pelsen stadig lidt fugtig, og jeg kan se, at gulvtæppet er vådt. Jeg har skruet temperaturen på varmepumpen op til dér, hvor der står Middelhav og bedt den blæse i schæferens retning. Så han ligger og ligner en firser popstjernevideo eller en prototype i en vindtunnel.

P.S. Jeg har lovet at ønske alle hundene glædelig jul og godt nytår fra bølleschæferen. Det gælder også deres pjokledere, siger han.

Rån!

2011-12-14T20:38:00.003+01:00

”Hallo dér!” råbte han. Jeg så mig over skulderen.
”Dig med hunden!” Schæferen og jeg stoppede.
Så kom han småløbende hen mod os i mørket og regnvejret. 195 centimeter polisuniform med refleksvest og støvler, der gungrede hårdt i asfalten.
Da han var et par meter fra os, sprang schæferen frem i snoren og gøede farligt. Jeg greb bølledyret i halsbåndet, han trak sig lidt til venstre, jeg måtte træde et skridt samme vej for ikke at miste balancen, og min venstre røjser placerede sig lige oven på en af schæferens kæmpestore poteplader, dramaschæferen hylede op, jeg lavede et hop af bare overraskelse, og schæferen gik i gang med at gø igen.
Polismanden trak sig lidt tilbage og så på os med spørgende øjenbryn.
”Normalt tager vi penge for sådan en forestilling,” forklarede jeg. ”Vi kalder det cirkus Schæferweiz.”
Han så uforstående på mig. Ironi er ikke en svensk spidskompetence.
Nu er det ikke det smarteste at gø farligt af polisen. Selvom Sverige ikke har forbudt en mængde hunderacer som Danmark har, så har de også skrappe regler, hvorefter polisen kan medtage farlige hunde til nærmere vurdering og eventuelt senere aflivning. Så jeg skyndte mig at dæmpe bølleschæferen ned.
”Sit!”
Schæferen fortsatte med at gø.
”Sit, schæfer!”
”Nå, var det til mig?”
”Ja, det var sgu da ikke til polisen, vel?”

Nu kunne jeg mærke, at ordensmagten var ved at blive lidt utålmodig, så jeg skyndte mig at stille mig velvilligt til etatens rådighed, mens jeg spekulerede over, hvilken forbrydelse det var, de havde opdaget. Uanset hvad, kunne det vel næppe give mere end bødestraf.
”Var I hernede på torvet ved 19 til 19.30-tiden i går?” spurgte polismanden.
”I går aftes? Næh, men vi gik her ved 18-tiden og kom vel forbi igen en halv time senere,” svarede jeg og prøvede at erindre hvilken form for gadeuorden, schæferen havde lavet dagen før.
”Det var et rån på det tidspunkt,” forklarede polismanden og pegede mod byens lille kiosk.
”Nu igen, sådan noget forbandet lort, de skulle fandeme …” rasede jeg. Schæferen troede, at jeg skældte polisassistenten ud, så han sprang en meter op i luften og gøede: ”Passér gaden!”

Desværre havde vi ikke set noget, så vi kunne ikke hjælpe. Og polisbetjenten gik igen.
”Sådan en praktikantpolis,” brummede schæferen. ”Er han ikke klar over, at det er mig, der er sherif her i byen?”
”Hvis du er sådan en farlig schæfersherif, så burde du fange dem, der røvede kiosken i går. Måske er der stadig fært at hente, snuden til jorden, du!”
Det gjorde han så og fik en fært.
”Jeg har fat i færten!” råbte han. Vi strøg over gaden til en toetages lejlighedsbebyggelse. Schæferen vejrede i luften: ”Det er oppe på første sal.”
”Flygtede de op på første sal?”
”Flygtet, hvem? Næ, de laver pandekager oppe på første til højre!”

Det var de andre, der startede!

2011-12-01T16:07:00.003+01:00

Vi evaluerer aftenens gåtur på verandaen.
”Hvordan synes du selv, det gik, schæfer?”
”Jeg synes, det gik flot!”
”Virkelig?”
”Ja, det var de andre, der startede.”
”Hvad?”
”Den kat kikkede så provokerende.”
”Jamen, hvad med den gamle mand på cyklen?”
”Du må indrømme, at han ikke havde lys på.”
”Hm, men hvad så da vi gik forbi lastvognen? At råbe ”idiot” efter en lastvognschauffør, der ligner Charles Bronson er unødvendigt.”
”Jamen, sådan et dieseldyr må da ikke stå og banke i tomgang så længe.”
”Næ, det er skide irriterende, men …”
”Desuden kunne ham Bronswrong vel se, at jeg er en meget farlig schæfer, og du er tidligere sergent i Fremmedlegionen.”
”Jeg har da aldrig været …”
”Nå, du lyder ellers sådan, når jeg ikke går helt, som du vil have det!”

En gang imellem fører vores evalueringer på verandaen ligesom ingen vegne.

Togstop og forstuvning

2011-11-15T15:42:00.004+01:00

Vi mødte sværvægtsweileren med den ældre mand i snor, da vi var ude at gå her ved frokosttid. Så pustede schæfersheriffen og sværvægtsweileren sig igen op, snorene var spændt til bristepunktet, mens de så hinanden dybt i øjnene, og byens borgere skyndte sig indendørs.
”Hov, hvorfor har han bind om fingeren?” spurgte weileren.
”Pjoklederen? Det er en arbejdsskade,” svarede schæferen, hvorefter de to pelsdyr fortsatte med at tale om mig, som om jeg ikke var til stede.
”Jeg troede ikke, han lavede noget?” mente weileren.
”Det var under arbejdet med den nye station.”
”Arbejder han ved jernbanen?”
”Naj da, din tossede vægtweiler, men vi gik nede ved stationen forleden dag, da de lige var begyndt.”

I 2012 skal toget igen standse her i vor lille nordskånske by. Det har det ikke gjort i omkring tre dekader. Der skal laves perron og gangbro med elevator. Schæferen er ikke særlig tilfreds med det.
”Jeg kører aldrig med toget. Jeg er ligeglad,” siger han.
”Tænk på at det bliver lettere for folk at besøge os,” forklarer jeg. ”Man vil kunne køre hertil fra Københavns Hovedbanegård med kun et enkelt togskift.”
Schæferen er ikke imponeret:
”Besøg griber så forstyrrende ind i mit søvnbehov.”

De er lige startet på arbejdet med den nye station. Langs banen, nord for den gamle stationsbygning, der nu er restaurant, er der et grønt område med plæne og gamle træer. Her går schæferen og jeg tit. Nu har de imidlertid spærret hele området af. Det er schæferen ret utilfreds med. Så da vi forleden gik forbi et par arbejdere, der stod ved hegnet i deres orange reflekstøj, kastede schæferen sig farligt frem i snoren og gøede.
Det var jeg uforberedt på og havde desværre samtidig snoet snoren lidt uheldigt om hånden.

”Han har forstuvet lillefingeren,” forklarede schæferen.
”Det var da godt, lægen ikke sagde, den var brækket,” svarede sværvægtsweileren.
”Pjoklederen har sgu da ikke været til lægen. Se på forbindingen, den består af lige dele gaze, gaffetape og pjokleder-optimisme. Pjoklederen er nemlig meget klog. Meget klogere end lægerne. Bare fordi han ude i vildmarken har lagt et par brækkede fingre og et enkelt anfald af storhedsvanvid i skinne, så tror han, han er udlært som overlæge. Han brækkede jo en pegefinger i sommer, stillede selv diagnosen og lagde den i skinne. Nu har han besluttet, at lillefingeren har fået en let forstuvning.”
”Har han røntgen hjemme?”
”Nej, din tossede weilervægt; men han har ”mærket efter,” siger han. Åbenbart har han et meget følsomt sind, der er bedre end røntgen. Meget dygtig mand!”

Mens ironien således drev tykt ned ad schæferpelsen, begyndte han at brokke sig over hegnet ved banen.
”Nu har de sat hegn op om hele plænen dernede, og jeg har da vundet hævd på …”
”Ja, hævn! Jeg vil godt være med!” udbrød sværvægtsweileren.
”Det er da ikke hævn, dit tossede weilerapparatur, det hedder hævd!”
”Hævd?”
”Ja, pjoklederen er jo gammel ejendomsmaler, så han har fortalt mig …”
Nu tillod jeg mig at bryde ind:
”Mægler, schæfer, ejendomsmægler.”
”Ja, ja, what ever. Hævd er en ret, man får, når selv gamle på egnen ikke kan huske, at det har været anderledes. Jeg er efterhånden en gammel schæfer, siger pjoklederen, og jeg kan ikke huske, at det har været anderledes. Jeg har altid brugt den plæne!”
”Så har jeg vundet hævd på dit fortov!” udbrød weileren.
”Hvad? Umuligt, det er mit!”
”Hvor gammel er du da?”
”Seks år,” svarede schæferen.
”Ha, jeg er otte år. Og jeg har gået på dit fortov siden, jeg blev født. Jeg har vundet hævd.”
”Sådan noget vrøvl!”
”Hvorfor bed du egentlig de der jernbanearbejdere?”
”Jeg bed dem da ikke. Jeg sprang bare sådan lidt farligt frem, så han sked i de dér orange refleksbukser. Nu er de brune!”
”Det er da derfor, de har afspærret det hele. Det er din skyld!”
”Det kan de altså ikke. Det er mig, der ejer det, for jeg har vundet hævd.”
”Jeg tror altså, det er kommunen, der ejer det.”
”Kommunen? Jeg ejer også kommunen. Jeg ejer alting!” fastslog sheriffen.
”Gør du det?”
”Ja. Hvad er kommunen for noget?”
”Det ved jeg ikke. Det er vist noget, som man brokker sig over,” mente weileren.
”Så vil jeg da ikke eje det.”

Jeg vil tro, at samtalen kunne være fortsat på det tomgangsniveau i timevis; men jeg fik nok og trak af med schæferen. Naturligvis med en vis forsigtighed på grund af min forstuvede lillefinger.

Passér gaden!

2011-11-07T11:17:00.004+01:00

Nede i vores lille nordskånske by er et par gader gravet op langs fortovet. Kort efter mørkets frembrud i går kom en mand med en puddel gående langs udgravningen, som var skærmet med rækværk næsten hele vejen. Schæferen og jeg gik på den smalle vejs andet fortov. Schæferen var helt afslappet og optaget af en duft i den lille græsrabat. Han værdigede knapt pudlen et blik.

Netop da manden og pudlen nåede til det sted, hvor rækværket ophørte, men udgravningen fortsatte et par meter, reagerede schæferen og sprang gøende frem på bagbenene. Pudlen kikkede overbærende, mens manden hoppede en meter ud af sine egne tanker og trådte et skridt baglæns. Hvorefter han forsvandt ned i udgravningen.

Der var ingen fare på færde, vel højst risiko for en forstuvet ankel. Udgravningen var knapt halvanden meter dyb og siden ikke voldsom stejl. Han forsvandt derned sådan i slowmotion. Da han havde sluppet snoren, og pudlen stod dér og så forundret ud, gik jeg over og tog fat i snoren, så den ikke løb sin vej.
Så dukkede mandens hoved op.
”Hjælp mig lige,” han rakte en hånd op.
”Jo, men jeg står jo lige og holder to hunde her.”
”Jamen, jeg kan ikke …” han skred i blød jord i forsøget på at komme op.
Jeg bandt hundene sammen og lagde snoren igennem rækværket, hvorefter jeg gav manden en hånd. Da han var kommet op og havde børstet det værste jord af, begyndte han at hidse sig selv en smule op:
”Hvad pokker er meningen? Sådan en bidsk hund burde …”
Jeg pegede hen mod hundene. Schæferen stod og så forundret på manden med hovedet sådan lidt på skrå. Pudlen benyttede imens lejligheden til at snuse schæferen respektløst i bagdelen.
Så tog manden en dyb indånding:
”Okay, måske var det mig, der overreagerede. Jeg blev lidt forskrækket.”
Så fortalte jeg, at schæferen var ganske ufarlig; men at han var af racen bølleschæfer og i en stilling som schæfersherif og derfor forpligtet til at råbe ”passér gaden” en gang imellem og i øvrigt sikre sig, at al aktivitet var schæfersanktioneret. Manden, der tydeligvis ikke var schæferblog-læser, kikkede på mig, som om jeg var vanvittig. Så valgte han tilsyneladende at tro på, at det var mit danske sprog, han ikke helt forstod.

Herefter skyndte han sig at ønske god aften, og så ilede pudlen og han hjem til aftensmaden.

Syng, schæfer!

2011-10-21T09:33:00.006+02:00

Schæferen og jeg gik forleden dag ad en grusvej syd for den lille nordskånske by, hvor vi bor. Vi havde aldrig gået på den vej før. Den endte blindt nede i skoven. Vi måtte derfor gå en længere runde ind i skoven ad et gammelt hjulspor for at komme hjemad. Og hvis jeg bliver presset, må jeg indrømme, at vi faktisk gik vild en halv times tid.

Bølleschæferens retningssans er intet værd, og i øvrigt ville han hellere finde pinde. Så jeg valgte en sti, som jeg mente gik i den rigtige retning. Det gjorde den ikke. Vi nåede næsten helt ned til den lille samling huse, der udgør den by, der ligger syd for vores. Vi kunne se ned på dem fra skovbrynet. Så vi måtte tilbage igennem skoven.

Jeg har flere gange mødt elge her i Sverige, både med schæferen og under fluefiskeri. Det er en god naturoplevelse; men ikke lige nu. Og selvfølgelig stod der så pludselig en elg på stien foran os.
”Se, en stylteko!” udbrød schæferen.
Elgen rystede bedrøvet på hovedet og sagde: ”Duk jer, jeg er dårligt selskab på denne årstid.”

Elgjagten er i gang. Under hver busk ligger en tykmavet dansker iført grønt tøj, tykke brilleglas og dirrende geværløb.
Nå ja, der er også svenskere ude i skovene. De fleste jægerne er såmænd sikkert dygtige; men der er også en del, som ikke er. Jævnligt hører vi om kondiløbere og andre, der er blevet beskudt i de uger, hvor der er elgjagt. Vi plejer at undgå skovene i den periode.

Elgen kikkede på os et par sekunder og smuttede så ind i skoven.
”Syng, for helvede!” sagde jeg til schæferen.
Og han skrålede: ”En jæger gik at jage …”
”Ikke den, for pokker!”
Og så sang vi hele vejen ud af skoven.

En vildmarkssok

2011-10-12T11:16:00.005+02:00

En gang imellem synes jeg, at schæferen skal have en lille pause fra kraven (se evt. blogindlæg fra 3. oktober). Med kraven på har han jo ingen mulighed for at soignere sig, og hvis det klør på snydesnudeskaftet, så kan han ikke klø igen. Så får han en hvid tennissok på for at hindre adgang til såret på poten. Ved rolig indendørs brug kan den i en vis udstrækning sidde af sig selv.

Desuden giver det mig mulighed for at komme med en af mine sædvanlige forrygende morsomme bemærkninger:
”Jeg har hørt om heste med hvid sok; men aldrig om schæfere, hahahaha!”
Så kikker schæferen sig omkring og konstaterer:
”Standerlampen blinker ikke af grin, gardinerne blafrer ikke af grin, jeg griner heller ikke. Du er faktisk den eneste, der synes, det er sjovt, pjokleder.”
Det er ret svært at have schæfer på de vilkår.

Men ingen rigtig hanhund vil naturligvis ses udenfor egen schæfermatrikel iført hvide tennissokker i 2011, så til udendørs brug har schæferen fået en af mine aflagte vildmarkssokker. Det er en ”Bridgedale CoolMax high performance socks” i grå og sort.
”Den har jeg haft på ved fluefiskeri både i Lapland og på Kamchatka,” har jeg forklaret ham.

Da vi gik aftentur i går, mødte vi sværvægtsweileren. Han grinede af schæferens sok.
”Det er sandelig en vildmarkssok, at du ved det!” sagde schæferen. ”Har du måske en vildmarkssok?”
Det havde sværvægtsweileren ikke, faktisk vidste han slet ikke, hvad en vildmarkssok var for noget.
”Du ved da heller ikke noget,” svarede schæferen og forklarede: ”Det er da en sok, der har været både i lapvand og på Kamsjatskid!”

Ryk tilbage til start!

2011-10-03T11:01:00.004+02:00

Det var en helt almindelig lørdag for 14 dage siden. Schæferen og jeg gik ned igennem skoven og kom ud i villakvarteret i byens østlige udkant. Der er en mark. Jeg slap ham løs og kastede en pind i det lange græs. Det gjorde vi i ti minutters tid. Så fik han snoren på igen, og vi gik langs vejen hjem.

Vi var ikke kommet langt, før jeg opdagede, at hans forben var indsmurt i blod. Han havde knækket en vildtklo helt inde ved benet. Hvad han havde ramt, ved jeg ikke. Da jeg kender dr. Dyrs takst i weekenden, lagde jeg en vildmarksforbinding. Den består af gaze, gaffatape og en god del optimisme. Og schæferen er jo sej, det skal man være som bølleschæfersherif.
Mandag smuttede vi så forbi dr. Dyr. De gav schæferen noget beroligende og tog klokapslen helt af, så nerven lå blottet. Klokapslen ville vokse ud igen, men det kunne nemt tage flere uger, fik jeg at vide. I starten skulle schæferen forsynes med såvel forbinding som krave, og jeg skulle vaske såret og skifte forbindingen dagligt.

Det blev til tre besøg hos dr. Dyr, og et markant dræn på min bankkonto, selvom han er forsikret.

I de uger har han gået med krave indendørs, har jeg tit sagt:
”Flot kasket, schæferdreng!”
”Men er skyggen ikke lidt stor?” spurgte schæferen.
”Nej, nej, sådan er de, det er en amerikansk kasket.”

Jeg har desuden været god til vandede vittigheder og ufatteligt morsomme bemærkninger.

Når det har regnet, og vi skulle ud at gå, så har han haft en plasticpose på benet, og så har jeg altid sagt:
”Jeg har hørt om posedamer; men jeg har sgu aldrig hørt om poseschæfere, hahahahahaha!”

Eller om kraven, f.eks. når jeg passerede ham på vej ud i køkkenet efter mere kaffe:
”Du vil jo så gerne være berømt, schæferdreng. Nu har du nået et af delmålene.”
”Hvad?”
”Det er jo blevet en skærmtrold, hahahahahaha!”

Eller når det var halvmørkt i stuen om aftenen:
”Hej, kom lige og lys for mig!”
”Hvad?”
”Nå, undskyld. Jeg troede, du var en lampe, hahahahahaha!”

I denne uge var jeg nødt til at tage til København på grund af en begravelse. Jeg blev der natten over og fik klaret en række hængepartier næste formiddag. Samme nat på hundepensionen fik schæferen befriet sig fra kraven. Den har sikkert hængt fast i noget. Og derefter slikkede han såret op.

Det minder mig om et brætspil: Ryk-tilbage-til-start! Forbinding igen, udsigt til krave i ugevis, måske endda endnu et besøg hos dr. Dyr, for såret bløder og væsker.

”Hør, er du løbet tør for morsomme bemærkninger?” spørger schæferen nu.

Ny schæferkurv - andel del

2011-09-14T15:44:00.002+02:00

Overfor faste læsere af schæferbloggen vil jeg godt undskylde, at der er gået så lang tid siden sidste indlæg. Jeg har haft travlt med at færdiggøre manus til en bog om schæferen. Den vil sandsynligvis blive udgivet i starten af 2012.

Det her er en fortsættelse af mit blogindlæg fra den 23. august, hvor jeg fortalte, at jeg havde købt en ny kurv til schæferen, fordi den gamle var ved at gå helt fra hinanden. Desværre var den nye af en anden type, og schæferen var ikke tilfreds.
Jeg havde været for doven til at smide den gamle kurv ud eller i kælderen i første omgang, så de står begge i schæferens værelse nu. Den nye kurv er placeret, hvor den gamle stod, med udsigt til køkkenregionerne, mens den gamle er sat over ved den anden væg, hvor der er udsigt til ingenting.

Schæferen ligger sjældent i den nye og mest i den gamle. Men han beklager sig:
”Jeg kan ikke følge med i, hvad der foregår i køkkenregionerne fra den gamle kurv.”
”Hvorfor skal du også det?”
”Det er da en pligt alle hunde har. Det står i jobbeskrivelsen!”

Nu er det sket flere gange, at den gamle kurv har bevæget sig halvanden meter hen til døråbningen, hvor schæferen kan ligge med hovedet ud og dermed generobre sin udsigt til køkkenregionerne. Jeg tænkte lidt naivt, at kurven måske flyttede sig en lille smule på det glatte parketgulv, hver gang han hoppede op i den; men i dag var den der igen, helt henne ved dørkarmen, og jeg havde skubbet den på plads i går. Så nu mistænker jeg schæferen for med snydesnudeskaftet at skubbe kurven hen til den rigtige udsigt.

Jeg havde egentlig opgivet og besluttet mig til at købe en ny kurv til schæferen, af den dyre type magen til den, der er gået i stykker. Åbenbart må han jo ligge bedre på den type madras. Nu må det nok vente til næste måned, for schæferen brugte lige mere end 2.000 kr. hos dr. Dyr i denne uge. Heldigvis har han gratis hjemmesygeplejerske til at give medicin og skifte forbinding (det er mig). Mere om det næste gang.

Ny schæferkurv

2011-08-23T16:13:00.004+02:00

Det er mange måneder siden, at schæferens kurv begyndte at gå op i syningen. Jeg tænkte derfor, at han skulle have en ny. Det kæmpede han imod igennem et par måneder.

”Jeg vil ikke have en ny kurv. Den kan aldrig blive så god, som den gamle. Det her er den, jeg er vant til. Det er den, jeg holder af. Den lugter rigtigt, det vil en ny aldrig komme til. En ny kurv vil stresse mig. Jeg vil aldrig få lukket et øje i en ny kurv!”

Selv når jeg støvsugede kurven, mente schæferen, at den var dårligere bagefter:
”Der er noget, der mangler. Der er noget, der er forsvundet. Den lugter mærkeligt. Af bøllesuger!”

Da han havde skabt sig et par måneder, tog jeg ham med til dyrehandelen for at vælge en ny kurv; men han ville ikke med ind, han sad ude i bilen med poterne overkors og var 3 måneder. Da jeg havde været inde og kikke lidt på udvalget og specielt priserne, blev jeg overbevist om, at han havde ret. Han behøvede bestemt ingen ny kurv.

Forleden faldt jeg så over et parti kingsize hundekurve til en usædvanlig pris. Så købte jeg én. Nu har jeg placeret den på den gamle kurvs plads, hvor der er udsyn ind til stue og køkken, og flyttet den gamle kurv over i den anden ende af værelset, hvor der slet ikke er noget udsyn. Så håbede jeg lidt, at han selv ville vælge den nye.

Men schæferen er småsur:
”Du tvinger mig jo til at bruge den nye kurv. Det er dyremishandling.”
”Du har da stadig den gamle?”
”Jo, men jeg kan jo ikke følge med i, hvad der foregår i køkkenregionerne fra den gamle.”
”Hvorfor skal du også det?”
”Det er da en pligt alle hunde har. Det står i jobbeskrivelsen!”

Et par korte hukommelser

2011-08-06T16:34:00.003+02:00

Schæferen og jeg spillede fodbold i haven igen i dag. Det gør vi tit. Som sædvanlig troede jeg, at mine ben var 25 år og mit efternavn Laudrup, mens schæferen rutinemæssigt havde besluttet at brække mindst et pjoklederben.

Faktisk gik det indledningsvis ret godt. Det lykkedes flere gange at drible udenom schæferen med både bold og ben i behold.
Jeg kunne høre bruset fra tribunen, da jeg satte sidste forsvarsspiller af på kanten af straffesparksfeltet og gjorde klar til en skruet yderside, hvis mål var at slikke indersiden af stolpen oppe i højre trekant. Jeg var i blå og hvidstribet trøje tilbage på Holtes 2. hold og 14 år, og historien gentog sig i mindste detalje, da jeg sparkede i græsset og vred om på foden.

Efter at have ømmet mig lidt, fløjtede jeg kampen af og lod schæferen tage en æresrunde. Da vi skulle ind misforstod schæferen mig og var på vej forbi trappen om mod den anden ende af haven.
”Nej, vi går ind!”
Han stoppede og drejede skarpt op ad trappen. Under den øvelse vred han højre forben, så jeg kunne se det. Han sagde ikke noget; men han støttede næsten ikke på benet, og jeg måtte holde ham, da jeg skulle tørre den venstre pote.

Så sad vi lidt i stuen, som et par patetiske krykhusarer, og havde medlidenhed med os selv og hinanden. Men nu går det godt, og i morgen skal vi sikkert spille fodbold igen.

Det er en stor lettelse, at der ikke bor en kvinde her på krageslottet, når vi spiller fodbold i stuen, smadrer en vase og bare griner; men det betyder samtidig, at der heller ikke er en kvinde til at åbne vinduet mod fodboldbanen og skråle:
”Kan I to kyllingehjerner så stoppe med det dér. I ved, hvad det ender med!”
For det gør vi faktisk ikke, det har vi nemlig glemt. Min hukommelse er kun en anelse længere end schæferens.

Hættemand, baglås og bølleschæfer

2011-07-15T11:48:00.003+02:00

Regnen piskede ned i går, da schæferen og jeg kom tilbage fra tur. Drivvåde. Og ikke en gang på verandaen var der tørt, fordi taget er blevet utæt, og håndværkerne kommer først i starten af august. Jeg har lagt en presenning på taget; men vandet havde besluttet at følge presenningen hele vejen rundt omkring tagets afslutning og først slippe ved presenningens kant inde under verandataget. Noget af det fortsatte endda langs de snore, som jeg har bundet presenningen fast med. En dag som i går var verandaen omdannet til en overdimensioneret brusekabine med højt vandtryk. Og så satte jeg nøglen i døren og konstaterede, at den var gået i baglås.

Altså, skal sandheden frem, så har der jo været problemer med den lås. Jeg har måttet lirke længe; men man vænner sig jo til den slags. For lang tid siden skiftede jeg faktisk låsecylinderen ud; men problemet ligger tilsyneladende inde i låseboksen.

Men i går ville den ikke lirkes. Jeg satte schæferen ned i bilen med åben bagklap, trak hætten godt op over hovedet og gik i gang med at lirke med nøglen en fem minutters tid. Schæferen afstod klogelig nok fra at komme med morsomme tilråb.
Selvom jeg er sikker på, at problemet er i låseboksen, så prøvede jeg alligevel at trække i døren, trykke på døren, foroven, forneden og meget mere i samme stil, mens jeg med regnen silende ned ad ryggen drejede nøglen og blev øm i både hofte og skulder. Uden resultat.

Så gik jeg ned i bilen og hentede værktøj. Hvis nøglen ikke kunne lirke låsen over sit døde punkt, så kunne et stemmejern direkte på låsepalen måske gøre tricket, tænkte jeg. Jeg eksperimenterede lidt med stemmejernet inde imellem døren og karmen nogle minutter. Og så lykkedes det endelig med stemmejernet at skubbe den nødvendige halve millimeter, hvorefter låsen vågnede op igen og – med nøglens hjælp - gjorde det, som den sidder der før.

Det var præcis på det tidspunkt, hvor stemmejernet trådte i karakter, at politiets Volvo rullede op i indkørslen.

”Jeg kender intet til det dér!” gøede schæferen og pegede op mod hoveddøren.

En bøllebader

2011-07-03T18:03:00.003+02:00

Få kilometer fra hvor bølleschæferen bor, ligger der et søbad. For få år siden blev det kåret som Sydsveriges bedste. Der er broer langt ud, der er græsplæne, sandbund, bænke, grillpladser, minigolf, lille restaurant og iskiosk. Og så er der en lille hundestrand.

Her går vi tit i vandet, gerne ved frokosttid på hverdage. Schæferen elsker at bøllebade. Vi har været derude tre gange i denne uge. Når vi har været i vandet og siddet lidt i solen, så lægger vi gerne vejen forbi iskiosken. Så får schæferen en vaffelis. Og hvis der er råd til det, får jeg også en.

Vi stod ved siden af iskiosken i torsdags. Jeg havde min vaffelis i højre hånd og spiste med stor nydelse. Schæferen havde sin på græsset og spiste med stor hast. Ved siden af stod en lille dreng med sin ispind og kikkede lidt betuttet på schæferen.

Et øjeblik efter kom der et par bikinipiger forbi, og jeg indrømmer ærligt, at jeg blev lidt distræt et kort øjeblik eller længere.
Jeg blev vækket af den lille dreng, der satte i et hyl. Schæferen, der for længst var færdig med sin is, stod ved siden af og så forundret ud.
”Jamen, så gør da noget. Kan du ikke se, at drengen er dybt ulykkelig?” sagde schæferen.

Hvad der var sket, havde drengen ikke tid til at fortælle. Han havde for travlt med at lyde som en luftværnssirene. Heldigvis var der et vidne. Det var en midaldrende dame i blomstret badedragt og gul solhat. Hun skulle sådan koncentrere sig for ikke at grine.

Mens jeg havde været bikinioptaget, havde den lille dreng åbenbart stået og flagret med sin is og kikket den anden vej. Schæferen, der var ulykkelig over netop at have spist sin egen is færdig, var rykket tættere på. Derefter havde han to gange slikket yderst forsigtigt på drengens is. Og da det gik godt, så tog han en ordentlig bid.
På det tidspunkt havde drengen vendt sig om, kikket chokeret på isen og schæferen i flere sekunder og derefter sat i sit sirenehyl.
Jeg købte en ny is til drengen.

Da vi var på vej op til bilen, spurgte schæferen:
”Hvad var der egentlig galt med den lille dreng. Savnede han sin mor?”

Bøllebold og badehætte

2011-06-22T14:40:00.006+02:00

Bølleschæferen elsker at spille fodbold. Jeg købte en plastikbold, som schæferen ondulerede på tyve sekunder. Nu ligger den på plænen og ligner en druknet badehætte. Så investerede jeg i en læderbold. Det tog schæferen flere minutter at trykke livet ud af den, nu ligger den i rabarberbedet som en gennemtygget havehandske. Pudsigt nok har den mest holdbare fodbold været en skumbold. Det er den, vi bruger i øjeblikket ude i haven.

Vi spillede her ved frokosttid.
”Jeg er centerschæferward og målsluger,” proklamerede schæferen med øjnene.
”Pas på du ikke sluger bolden,” svarede jeg og foretog en Laudrup-dribling udenom ham, mens jeg højlydt hånede ham for at være en alt for tung forsvarsschæfer. Driblingen lykkedes næsten perfekt. Det var først ved den sidste afsluttende manøvre, at mine ben erindrede mig om, at jeg ikke er knapt 25, men derimod knapt 60. Det har jeg det med at glemme.

Schæferen er mere sådan en Tøfting-type. Så han satte en plæneklippertackling ind, så det knogleknagede.

Da jeg hang oppe i luften, så jeg, at der stod to tilskuere på den anden side af hegnet. De lignede nogen, der havde stået der et par minutter. Det var ægteparret Jönsson igen. De har bestemt ikke hund. De har det med at komme forbi på de mest uheldige tidspunkter, og de går med så lydløse sko. Det er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede for enden af vejen i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Han plejer at hilse afmålt og sende mig et langt, undersøgende blik. Men han plejer også derefter at trække næsten umærkeligt på skulderen og gå videre – formentlig kommer han i tanke om, at han som pensioneret ikke mere kan tvangsindlægge patienter.

”Hent førstehjælpskassen, Fredrik!” råbte fru Jönsson.
Jeg vinkede afværgende, mens jeg spyttede græs, og schæferen triumferende løb med bolden.
”Jensen, jeg kan jo ikke undgå at høre, altså jeg mener …” begyndte overlæge Jönsson.
Jeg pegede på schæferen, men han stod og så ud som om, han slet ikke kunne tale.
”Vi har et udmærket system, Jensen. De skal bare henvende Dem på vores lokale vårdcentral, så kan De få en henvisning til en ekspert.”
”Ja, det ved jeg godt, jeg har været på vårdcentralen, men …”
”Nå, De er i behandling. Det var godt.”
”Næ, nej, jeg …”
”Kom nu, Fredrik.”
Så trak fru Jönsson af med sin Fredrik.
”Hva’ så, er du skadet, Ronaldo?” grinede schæferen.

Jeg kom op, og vi spillede videre. Schæferen vandt 9-1. Det gør han altid. Det er ham, der fører regnskab.

En fødselsdagsudflugt

2011-06-11T11:22:00.004+02:00

”God morgen, schæfer.”
”Åh, jeg føler mig gammel. Det er efterhånden blevet så hårdt at komme ud af kurven om morgenen,” klagede dramaschæferen sig.
I går fyldte han seks år.

Jeg havde lovet ham en fødselsdagsudflugt om formiddagen.
”Hvor skal vi hen?” spurgte han
”Det skal være en overraskelse,” svarede jeg.
Da vi var fremme, spurgte han forundret:
”Hvad skal vi dog hos dr. Dyr?”
”De vil jo også sige tillykke til dig, schæferdreng.”
”Vil de det?”
”Ja, ja, det gør de med alle dyrene.”

Da vi kom ud igen, var schæferen knapt så begejstret.
”Var det din fødselsdagsgave til mig, en lang nål i nakken? Hvad siger du til i julegave at få et gavekort til en schæfertand i bagen?”
”Jo, men …”
Du kunne godt have sagt, at jeg skulle have en rabies vaccination.”
”Jamen, det vidste jeg jo ikke noget om,” svarede jeg rapt. ”Det var fordi, du gøede ad den dér retriever i venteværelset.”
”Jamen, den kikkede på mig.”
”Det er muligt, men så giver man altid en vaccination mod rabies for en sikkerheds skyld.”
Gør man virkelig?”
”Ja, ja. Det siger loven.”

Men han fik altså også leverpostej, lagkage, løbetur i skoven og en ny fodbold til haven.

En slentretur med sheriffen

2011-05-23T15:44:00.002+02:00

Schæfersheriffen og jeg er lige kommet hjem fra en helt almindelig gåtur i byen.

Udenfor den gamle togstation, der i dag huser en lille restaurant, sidder kokken med en kompis. De drikker kaffe og ryger en smøg. Schæferen springer frem og gør, så den ene spytter kaffe og den anden taber sin cigaret.
Jeg sætter mig på hug og taler alvorligt med schæferen. Han anfører til sit schæferforsvar, at sådan en kok burde stå indenfor og røre i gryderne. Og i øvrigt er det usundt at ryge.

På hjørnet møder vi en lille puddel. Schæferen laver straks en farlig ballade, mens puddel og ejer skyndsomt fortrækker, og medicinalindustrien har fået atter en stesolid-kunde.
Schæferens eneste forklaring er, at det jo var en puddel.

Ved hjørnet af det grå hus på bakken ser jeg lige et glimt af en sort vingefjer og er derfor forberedt. Det er en skade, der hænger dér på hjørnet og tygger tyggegummi. Schæferen hopper frem i snoren og gør så farligt, at selv vinden lægger sig. Den form for lediggang er skadeligt på en mandag, mener han.

Ved busstoppestedet står der en lille kat med halsbånd. Jeg ser den før schæferen, hvilket formentlig er det eneste, der redder min venstre skulder fra en længerevarende fysioterapeut-behandling. Schæferen hidser sig op, så det runger imellem husene og ind og ud ad busskuret. Katten spæner.
Jeg sætter mig på hug igen for at evaluere situationen med schæferen. Han påpeger, at en kat ikke har noget at gøre dér, for enhver ved jo, at katte sjældent har rede penge eller buskort på sig.

Så stikker han snydesnudeskaftet ned i græsset og guffer lige en kattelort. Jeg kommer atter for sent; men rykker alligevel i snoren og skænder på ham, mens jeg bøjer mig ned. Schæferen ved godt, at det er galt, det er tydeligt at se på ham; men han kan ikke lade være.
Da han sekundet efter har tygget af munden, så hopper han lige op og slikker mig i ansigtet. Det plejer at virke. Og så schæferslentrer han ubekymret videre.

Som sagt en helt almindelig gåtur med schæferen …

En verandadiskussion

2011-05-18T10:30:00.003+02:00

”Sig mig en gang, holdt du fest i går aftes, da jeg ikke var hjemme?” spurgte jeg i formiddag, mens jeg svingede støvsugeren ind under sofabordet. Jeg havde været væk fem timer i går aftes.
”Nej, det kunne jeg da aldrig finde på uden at have fået lov,” svarede bølleschæferen og så mig frækt lige i øjnene.
”Det må du da have gjort. Der er jo en milliard hundehår. Der må have været en hel flok her.”

Så satte vi os ud på verandaen og diskuterede situationen. Schæferen havde smidt vinterpelsen for små to måneder siden, og åbenbart var han ikke tilfreds med sommerpelsen. Så nu skifter han igen.
”Nej, det var bare en forårspels,” påstår schæferen.

De kom i dag

2011-05-10T19:15:00.004+02:00

De kom i dag, kl. 15.17. Først troede jeg bare, at det var en schæferudflugt. Jeg havde nemlig stillet et spørgsmål, som bølleschæferen ikke kunne svare på:
”Hvordan pokker kan der komme vand helt op i vindueskarmen, når du drikker fra din vandskål?”
”De kommer nu,” svarede han.
”Ja, det er godt med …”
”Kan du ikke høre det?”
”Jo, du har sgu ret.”
Jeg kikkede ud ad vinduet. Skåneskyen kom netop ind over grænsen fra Småland.

”Jeg tror, de samles oppe ved Växjö og bliver fordelt.”
”Er det noget, som du selv har udtænkt, schæferdreng?”
”Næh, det var den grand danois nede ved …”
”Var den meget klog, måske?”
”Den så i hvert fald meget overlegen ud.”

De første 700 kolonner passerede. De skulle videre til Kristianstad, Malmö og andre steder sydpå. Så råbte en af befalingsmændene, der fløj ude til siden:
”Alle, der skal af i Vedahult, dykker nu!”
Og så hørte vi den fløjteagtige lyd af styrtdyk, mens vi stod dér ved vinduet og så på hinanden.

Vi havde gjort klar til at gå en eftermiddagstur. Schæferen var allerede trukket i halsbåndet. Så vi gik ud, straks styrtdyklyden døde ud, og derfor kan jeg sige med sikkerhed, at netop bølleschæferen fik skånes første myggestik i år.

Endnu en morgen

2011-04-24T10:36:00.002+02:00

”Klokken er over syv. De friske er for længst stået op,” sagde jeg, da jeg vækkede schæferen i morges.

Som sædvanlig sad jeg ved siden af kurven og gav mig god tid til at klø ham bag øret og lade ham vågne. Den stakkel havde kun fået omkring ni timers søvn. Plus det løse.

Han brummede velbehageligt, som han plejer, og strakte sig, først forbenene, så bagbenene, som blev strakt op mod væggen, så han skubbede sig selv flere centimeter frem i kurven.
Jeg benyttede lejligheden til at tjekke ham for skovflåter, der måtte have bidt sig fast (sæsonen er vist startet), mens jeg kløede ham på brystet.

Så gabte han længe og højlydt og lige op i ansigtet på mig med det dér schæferstore gab, hvor tænderne sidder klar på geled, så langt som øjet rækker. Han kom for skade at trække vejret ind samtidig og havde nær slugt rummet, huset og byen.

”Jeg forstår godt, at du er træt. Du har jo næsten ikke fået noget søvn,” jeg strøg ham medlidende over snydesnudeskaftet. ”Du kan sove lidt mere, mens jeg går i bad.”
Han brummede og lukkede øjnene.
”Jeg tror, at det er søndag; men jeg er ikke helt sikker,” fortsatte jeg. ”Det gør heller ikke noget. Det betyder bare, at man ikke hænger i en klokkestreng.”
”Ja, eller hænger sig i bagateller,” svarede schæferen søvndrukkent.

En bande østfra

2011-04-13T10:30:00.001+02:00

Vores fuglehus har vist fået en stjerne. Jeg så egentlig godt, at der var en fed og overlegen spurv på besøg i sidste måned.

Desværre må det have rygtedes i de forkerte kredse. De seneste dage har vi haft 8-10 alliker på røvertogt i haven. De æder spurvenes mad og vandaliserer fuglehuset, som kun er bygget til spurvespecifikationer.

De har altid været et par alliker på skorstenen. Så tit, at jeg tænkte, at de var frosset fast om vinteren og aldrig tøede helt op. Men de har aldrig blandet sig i haven.
”Måske holder de fætter og kusinefest?” foreslog schæferen.

Jeg tror nu mere, at det er en bande ovre østfra, fra Blekinge måske. Den slags er iskolde og har ingen respekt for andres mad.
Der skal desværre en del til for at skræmme dem. Skaderne har de dog respekt for. Men skaderne sidder på stensætningen i den anden ende af haven, hvor de tygger tyggegummi og gør sig kostbare.
”Nå, nu kan vi godt bruges, hva’,” siger den største. Han er lederen, fordi han tygger skrå.

”Sådan en smule alliker kan jeg da hurtigt ondulere,” udbryder schæferen og tilbyder fast patruljering mod vederlag udbetalt i svenske köttbullar.
Der er lidt forvirring derude lige nu, fordi her i morges ankom to stære med jetlag, og det er grovspurvene, grønirisk og gulspurvene også lidt utilfredse med.

Spurvene kræver en løsning. Og det skal være nu. Man har meget vrøvl som fuglehusrestauratør, pjokleder og parcellist …

Bølleschæferen og støvsugeren

2011-04-06T16:00:00.004+02:00

Da jeg fik bølleschæferen ved en omplacering i 2008, brød han sig ikke om min støvsuger. Det er ellers en fin Electrolux, der ligner en krydsning mellem en Fiat 500 og den dér lille robot fra Star Wars. Schæferen var dog tydeligvis i tvivl om flugt eller angreb ville den bedste reaktion.

Det arbejdede vi så en del på. Jeg har aldrig drillet ham med støvsugeren eller kørt ind i ham, fordi han ikke flyttede sig. Det er der mange, der gør. Jeg lavede vist også støvsugersjov med min første hund for næsten tredive år siden, fordi jeg ikke vidste bedre og troede, at vi legede. Det gjorde vi nok ikke. Han var sikkert bange.

Jeg har gjort meget ud af at anvise schæferen, når han skulle rejse sig og gå et andet sted hen, før støvsugeren kom for tæt på. Det er en af de ting, som jeg vist har været heldig med, for i dag kikker han altid på mig for at få råd, uanset hvor tæt støvsugeren kører på ham, og så længe der ingen anmodning kommer fra mig, bliver han roligt liggende. Det opfatter jeg som tillid.

Noget varmt venskab med støvsugeren får schæferen dog aldrig, og han forstår definitivt ikke konceptet; men han accepterer den. Og når man har en schæfer, så støvsuges der jo tit. Hos os mindst hver anden dag. Så er det dejligt, at det kan ske uden drama.

Lidt drama var der dog her i dag, da støvugeren kom for tæt på en avis, der lå under et par støvler i entreen. Den sugede straks halvdelen af nyhederne, og det meste af sporten, til sig og kom med halvkvalte lyde. De fleste nyheder i avisen er også svære at fordøje.
Schæferen rejste sig og så overrasket til, mens han sendte mig et spørgende blik.
”Ja, ja,” svarede jeg og slukkede for sugeren. ”Sådan én støvsuger kan godt blive lidt grådig og lidt svær at kontrollere.”
Schæferen kikkede på ledningen, der gik hele vejen inde fra stikkontakten i stuen og sagde: ”Det er da klart, når du giver den så lang snor.”

En nærsynet hare

2011-03-20T15:09:00.003+01:00

Vi var på vej ned til marken, nede ved søen, hvor schæferen løber frit og henter pind. Det var i dag ved frokosttid. Vi gik ad stien, han kunne næsten ikke vente og slet ikke gå ordentligt i snor. Så frøs han og stod helt stille. Det gjorde jeg også.

En stor hare snusede og rodede i skovbunden. Den var på vej hen imod os. Schæferen rørte sig ikke.
”Se kaninen,” hviskede han. ”Den passer lige i vores ovn.”
”Det er en hare. Det kan du se på ørerne og bagbenene,” hviskede jeg tilbage.
”Kanin eller hare, det kommer ud på et. De er lige al dente at sætte tænderne i,” mente schæferen.
”Sådan en bemærkning, under de her omstændigheder, bryder jeg mig ikke om. Det skal du sige, når der er damer eller små piger til stede. Så er det morsomt.”
”Eller din niece. Vær nu lidt stille.”
”Nå ja, hun har jo to kaniner. Hvad er det nu, de hedder?”
”De hedder forret og dessert,” svarede schæferen.
Haren kom nærmere.
”Jeg tror, at den er nærsynet,” hviskede schæferen.
Det kunne han måske godt have ret i. Jeg har mødt mange harer, ikke mindst under fluefiskeri; men aldrig én, der kom så tæt som denne her. Schæferen dirrede. Og så kunne han ikke stå imod længere.

Han kastede sig frem og glemte, at han var i snor. Jeg stod og så haren forsvinde ind igennem skoven med schæferen bagefter, efter ham hang snoren og min venstre arm.
Armen var klog nok til at kravle op ad snoren og prikke schæferen på ryggen.
”Hallo, storvildtsjæger!”
”Jeg har travlt,” gøede schæferen, mens han lavede en håndbremsevending omkring et træ og fulgte flugtharen i en ny retning.
Venstre arm rakte frem og knyttede næven foran schæferens snydesnudeskaft, og schæferen blokerede alle fire poter.
”Måske schæferen vil være så venlig at transportere mig tilbage til mit udgangspunkt,” brummede armen.
”Gisp,” svarede schæferen og luntede tilbage.

Mens jeg prøvede at få mig organiseret, havde schæferen et forslag:
”Måske ville det være nemmere, hvis du fik noget velcro i det skulderled?”

En pegefinger i pjoklederblåt

2011-03-12T15:47:00.004+01:00

”Skal en pjoklederpegefinger være så stor og blå?” spurgte schæferen for et øjeblik siden. "Er det det, man kalder pjoklederblåt?" Herefter fik han atter et latteranfald.

Det var i dag ved frokosttid. Vi havde parkeret bilen ude ved skoven. Jeg havde lukket schæferen ud. Jeg skulle lige have noget inde i bilen, og så smækkede jeg bildøren, før min pegefinger var kommet helt ud.
Mens jeg brølede noget, som ikke tåler gengivelse, holdt mig for fingeren og satte mig på skovbunden, brød schæferen sammen af grin, og bilens alarm gik i gang, fordi venstre fordør stod på pegefingerklem.

I sidste uge klippede jeg mig i fingeren, sådan ret gennemført og lige på grænsen af syning. Men det bruger vi ikke her, der er for langt til skadestuen. Så jeg lagde en vildmarksforbinding og efter et par dage holdt det op med at bløde, og nu er det næsten vokset sammen. Kønt ser det ikke ud; men jeg skal ikke deltage i nogen skønhedskonkurrence.

Cirka sådan sagde jeg i telefonen, da jeg talte med en ekskæreste forleden, og følte mig meget macho.
”Hvor macho føler du dig nu. Sådan på en skala fra 1 til 2, hvor 1 er overhovedet ikke og 2 er uhyre lidt?” spurgte schæferen og pegede med en pote på min finger, hvor pulsen slog synligt i fingerspidsen.
Jeg så mig om efter noget at kaste efter ham.
”Jeg mener,” fortsatte schæferbørsten. ”Du klippede dig i fingeren i sidste uge og nu bildøren. Hvis man skal sige det i et ord, så er ordet vist klodset.”
Det ord indgik ikke i min selvforståelse. Jeg havde brug for en bortforklaring.

På samme tur i skoven sprang mine røjsere i øvrigt læk. Igen. De gamle blev utætte tidligere på vinteren, så de nuværende er kun tre måneder gamle. Og jeg har lige fundet ud af, at jeg ikke kan finde kvitteringen.

Ude på marken lå der stadig lidt sne. Schæferen fik spist tre mundfulde, før jeg fik råbt ham op. Jeg har ikke forstand på sne; men jeg går ud fra, at det der ligger nederst, og som er tilbage nu, var det, der faldt først.
Mindre end et minut efter fandt schæferen også ud af, at det er dumt at spise sne i marts, som faldt i december. Han brækkede sig voldsomt, med hvidt skum, fire gange indenfor et par minutter.

Bortset fra det, er det en dejlig lørdag her i Nordskåne. Og efter at have tænkt over det, så har jeg nu bortforklaringen: Klodset? Nej. Distræt? Ja!

Stille start på dagen

2011-02-24T10:48:00.002+01:00

Tre gæs fløj højt oppe, mens de højlydt skvadrede løs og diskuterede kursen. Bølleschæferen kikkede op. Den slags himmelstøj var ikke schæfersanktioneret, så han begyndte straks at gø med nakken lagt tilbage og hoppende op og ned på stive forben.
Jeg stod og gabte. Jeg syntes, det var tidligt. Det var morgenturen i morges. Vi stod i udkanten af byen.
”Hvorfor gør du af de flyvegæs?” spurgte jeg så.
”For en sikkerheds skyld,” svarede schæferen.
Den slags kan man jo ikke argumentere imod, så jeg holdt min kæft.
Folk, der kom forbi, kikkede og grinede lidt.
Da gæssene var fløjet, fortsatte schæferen med at gø. Nu af et udhus.
”Hvad gør du nu af?”
”Ikke noget, men jeg er inde i en god stime,” svarede schæferen ud af mundvigen.
Det var selvfølgelig soleklar schæferlogik.

Så spiste schæferen lidt græs og brækkede sig på fortovet.
”Skal du ikke samle det op,” spurgte en midaldrende kvinde med knold og overskæg på vej mod busstoppestedet. Hun skulle sikkert møde på arbejde på Systembolaget.
Der lå lidt græs, der havde været en hurtig tur ned og op igen - det var næsten ikke brugt - blandet med lidt mavesyre, som alligevel var for flydende til, at jeg kunne samle det op. Af erfaring vidste jeg, at det hele ville være tørret ind, inden der var gået en halv times tid.
”Næ, det havde jeg nu ikke tænkt mig,” svarede jeg.
Så holdt hun et foredrag om hundelort, der lå alle vegne, og at det var for galt. Det var jeg sådan set helt enig i. Og jeg samler altid op i schæferens prutteposer på steder, hvor mennesker eller hunde færdes. Personligt mener jeg, at folk, der ikke samler op, burde havde en bøde på et firecifret beløb – eller måske bare skydes.
Imens stod schæferen og så ud som om det slet ikke vedkom ham.

På vej hjemad gøede schæferen af den barske senne, der gik på det modsatte fortov. Sådan cirka 40 meter væk. Ejeren grinede og vinkede.
Nu ligger schæferen og hviler sig efter den store og vigtige indsats. For mit eget vedkommende tænker jeg, at det altid er godt at starte dagen stille og roligt. Hvis jeg ellers nogen sinde skulle opleve det.

Dit gamle fjols

2011-02-15T16:07:00.002+01:00

Vi var nede i byen i formiddag. Jeg gik i mine egne tanker og schæferen gik formentlig i sine. Jeg tænkte på, om jeg skulle begynde at træne til en ironman til foråret eller måske dyrke noget faldskærmsudspring eller en anden aktiv hobby, der passede sig for en ung mand som mig.

På et tidspunkt kastede jeg et distræt blik til venstre. Der gik en schæfer og en - i hvert fald i sammenligning med mig - ældre mand, som var en anelse duknakket med gråt hår og fuldskæg. Et øjeblik efter slog det mig, at bølleschæferen slet ikke havde gøet af den anden hund.

”Hør, du plejer da … når vi møder en anden hund?”
Schæferen så op på mig og svarede:
”Det var sgu da en butiksrude, dit gamle fjols.”

Når grovspurve og grovspurvetårer triller ned

2011-02-02T10:52:00.003+01:00

Om morgenen, når bølleschæferen skal ud og godkende dagen og verden og læse lokalavisen, så tager jeg altid posen med fuglefrø med ud. Så får de en bunke i fuglehuset.

I morges, da vi travede over plænen mod fuglehuset, råbte en stor grovspurv, øverst i busken, til de andre:
”Nu kommer fodermesteren og den store skrummelschæfer!”
”Jeg vil endda kalde det en skrammelschæfer,” svarede en anden grovspurv. Og så lo de så hysterisk, at grovspurvetårerne trillede, og til sidst faldt den ene spurv ned fra sin gren og landede på græsplænen.

Hvis jeg ikke havde holdt schæferen tilbage, så havde han nuppet den.
”Husk spurveforliget!” formanede jeg. Ifølge den aftale må schæferen ikke jage de små spurve.
”Det kan da ikke gælde, når de gør nar af mig,” indvendte schæferen.
”Jo, jo,” svarede jeg. ”Jeg gør jo også tit nar af dig, og mig bider du jo ikke.”
”Næ, men jeg har da tit lyst.”

Vinterføre og snemænd

2011-01-12T17:29:00.003+01:00

Bølleschæferen kom for et øjeblik siden slentrende igennem stuen og ind ad bueåbningen til biblioteket, hvor jeg sad foran computeren. Så stillede han sig lige foran mig og så mig ind i øjnene.
”Du har ikke skrevet noget på schæferbloggen siden jul,” sagde han med blikket.
”Nå nej, juleferie og sådan …”
”Folk skulle nødig glemme mig,” brummede schæferen. ”Hvorfor skriver du ikke lidt om, hvad vi har oplevet her i vinterføret?”
”Vi har jo ikke oplevet noget.”
”Jo da. Hvad med nede på torvet i sidste uge?”
”Torvet?”
”Lige da vi gik forbi hende dér den lyshårede med den chikke pelshue og de høje støvletter, dér hvor du rettede dig op og trak maven ind. Et øjeblik efter trådte du lige ind på blank is og røg på røven med et brag. Hold kæft, hvor hun grinede.”
”Øh, det kan jeg ikke huske. I øvrigt kunne det jo være, at det var med vilje. En list. Det havde du ikke tænkt på, schæfer,” sagde jeg triumferende.
”En list? Skulle ideen så være, at hun omsorgsfuldt kom hen og hjalp dig op. Hvis det var sket, så havde hun garanteret sagt: Hallo, morfar. Jeg håber ikke, at du brækkede nogen af de gamle knogler. Nu skal jeg hjælpe dig hjem til alderdomshjemmet. Hvem er den smukke schæfer?”

Jeg kastede en kuglepen efter ham.

”Eller fortæl om ude på trappen for et par dage siden, hvor du advarede mig imod istapper og bad mig trække hovedet lidt ind under verandataget.”
”Det er da ikke sjovt.”
”Det er da skideskægt. Netop som du stod og holdt foredrag, gjorde dig klog og rakte hånden ud, så slap den dér store istap og bankede lige ned igennem din hånd.”
”Du er så dramatisk, schæferdreng. Den gik da ikke igennem hånden.”
”Lidt blod var der da i hvert fald.”
”Joh …”

”Eller jeg kunne fortælle om dit stunt med snoren her i formiddag?” udbrød jeg.
”Hvad? Jeg synes, jeg hørte nogen ved døren. Jeg må hellere …” og væk var schæferen.

Når schæferen går i lang snusesnor, som jeg kalder det, så bliver han engang imellem så optaget, at han begynder at trække i snoren. Så stopper jeg normalt og holder den stram, indtil han søger øjenkontakt, og så går vi videre. Det plejer at virke meget godt. Men på det seneste har han udviklet et nyt schæfertrick.

Når jeg stopper og strammer snoren, så springer han dramatisk baglæns, højre om mig, bagom og frem i én hurtig bevægelse. Han stopper nådigt, når snoren ligger stramt om mine knæ. Så kikker han sig bagud med et blik, der siger: Har du lyst til en kolbøtte?

Det gjorde han også i formiddags. Men lige på det tidspunkt, hvor jeg havde snoren stramt om knæene, kom en kat spankulerende på tværs af hans schæferkurs. Så glemte schæferen alt om mig og snor.
Jeg slog mindst en dobbeltkolbøtte og foretog derefter adskillige rulninger i sneen. I takt med at jeg mere og mere lignede en snebold, blev vægten trods alt for meget for 40 kg firspringsschæfer. Så han stoppede modvilligt.
Ud for mit ene øje var der et lille hul i sneen, hvor jeg kunne se, at popsangerpudlen nede fra Bygaden kom ind i billedet fra højre.
”Hvad laver I?” spurgte den.
”Det ved jeg ikke,” svarede schæferen og rystede lidt på hovedet. ”Jeg tror, at pjoklederen er ved at lave en snemand.”

Onkel Schæfers jul

2010-12-22T10:40:00.006+01:00

Jeg troede egentlig ikke, at vi blev inviteret til familiejulen i år; men så ringede min bror forleden dag.
”Børnebørnene påstår, at de er ligeglade med om julemanden kommer; men onkel Pjokleder og onkel Schæfer skal være her, for det var skide sjovt sidste jul, siger de. Min kone er vist ikke enig.”

Schæferen fik jo ellers ødelagt det sidste år. Da julemanden, kødtung og med usikker gang, kom ind ad døren, strålede børnenes øjne. Men schæferen lugtede straks blandingen af onkel Antons billige aftershave og alt for mange juleøl. Så han kunne selvfølgelig ikke holde sin schæferkæft:
"Det er sgu da bare ham onkel Barbersprit ..."

Katastrofen måtte undgås, de stakkels børneører skånes, så jeg kastede mig straks over schæferkæberne og væltede undervejs en skål med pebernødder på gulvet. Min brors kone skreg, mens jeg forsøgte at lægge onkel Schæfer i benlås. Men jeg mener ikke, at det var os, der skubbede til juletræet.

Min brors kone så ud som om, hun var klar til at gå i seng med en Maud, da jeg sad på gulvet med en juletræsstjerne i håret, mens onkel Schæfer guffede pebernødder fra det ægte tæppe, og onkel Anton hvilede tungt i stolen ved pejsen, mens han knappede endnu en juleøl op og trak vatskægget ned.

Men nu skal vi altså til det igen.
"Det er jul. Børnebørnenes ord er lov," forklarede min bror.
Måske skulle vi lade onkel Schæfer være julemand i år?

På en stille vinteraften

2010-12-20T20:47:00.005+01:00

Det sker mest på stille, mørke aftener og oftest i vinterhalvåret, hvor lyden bevæger sig hurtigt. Og for et øjeblik siden skete det igen.

Frosten klingede klart i luften som tonen fra en isblå violin. Jeg kunne ikke mere mærke mine ører. Da vi kom forbi, hvor den store rottweiler bor, sprang bølleschæferen frem og gøede. Men der var ingen hunde at se.

"Der lugter lidt af sværvægtsweiler," forsvarede schæferen sig - for en rigtig schæfer har altid et alibi klart.

"Den har sikkert lige været her. Eller står på lur!" fortsatte schæferen listigt, kneb det ene øje lidt i og nikkede med schæferoverbevisning.

Da schæferens lugtesans er flere millioner gange bedre end min, så kunne jeg ikke rigtigt sige ham imod.

Så gøede schæferen yderligere et par gange og holdt op præcis, da den barske senne henne på hjørnet startede. Et øjeblik efter fulgte de to små piberensere oppe i det lyserøde hus, de var vist ude i haven. Og så vågnede sværvægtsweileren åbenbart også og gøede med sin bas, så det lille røde træhus ved siden af os rystede.

Kort efter blandede Popsangerpudlen på Bygaden sig. Schæferen siger, at den ligner Barry Manilow.

Og snart gøede hundene overalt i den lille nordskånske by.

Jeg satte hænderne bebrejdende i siden og prøvede at fange schæferens blik.

"Det er da ikke min skyld," svarede han; men jeg så godt det ulvegrin, han havde i schæferskægget.

En duft af ...

2010-12-09T13:50:00.004+01:00

Vi har lige været i skoven. På vej ud asede vi os igennem knæhøj sne. Helt ude i det nordskånske skovbryn, med en villa nede til højre og skoven, der bredte sig ud til venstre, stoppede schæferen pludseligt og snusede koncentreret op i luften.

Nede i skoven havde der været en masse dufte, som schæferen havde stukket sit lange snudeskaft i. Det er lidt sjovt, når der er sne, fordi så kan jeg se de spor, han snuser i. Det var mest harer, enkelte hunde og et par spor af råvildt.

Men denne her duft lå i luften. Så jeg spurgte spændt:
"Hvad er det? Råvildt, elg, vildsvin?"
Schæferen havde ikke tid. Hans næsebor arbejdede koncentreret.
"Måske en los, eller skulle der ligefrem være en ulv hernede i øjeblikket?"
"Næ," svarede schæferen. "Jeg tror, det er æbleskiver."

Schæfersmugleri

2010-12-05T16:20:00.003+01:00

Schæferen er i smuglerbranchen her om vinteren. Vi havde problemet hele sidste vinter. Og nu igen.

Smuglerforsøget sker, når vi kommer tilbage fra en gåtur og skal indendørs. Skrummelschæferen har jo nogle kæmpestore poteplader, og imellem trædepuderne gemmer han hver gang en lille snebold.

Jeg mistænker, at disse fire små snebolde i al hemmelighed indenfor skulle være samlet til én stor, stenhård snebold med pjoklederens navn på.

Schæferen ville formentlig vente til jeg sad i stuens bedste læsestol med en cognac i glasset og min Troels Kløvedal bog i skødet, mens jeg sejlede på det varme, indiske ocean. Han ville snige sig på tåpoter fra vagtstuen og ind til dagligstuen. Her ville han kikke schæferforsigtigt om hjørnet med ét øje og ét øre. Og bedst som jeg lå med Nordkaperen på kryds for varm brise med Indien om bagbord, så ville schæferen kyle sin snebold, så pjokleder, cognac og hele det indiske ocean ville splatte ud på stuens endevæg. Så ville schæferen rulle rundt på gulvet og holde sig for maven af grin.

Men jeg er heldigvis ikke naiv, som jeg forklarede schæferen i går. Så den slags schæferunoder bliver der sat en stopper for allerede i hoveddøren. Schæferen foreslog surt, at jeg burde søge ansættelse i lufthavnens security.

Selv på denne adventssøndag - hvor det sneede massivt udenfor, schæferen kom op at skændes med en mellemvægtsweiler og stod på schæferrøven ned ad en kælkebakke, fordi han skulle prøve det samme som børnene, men uden kælk - kunne jeg konfiskere fire små snebolde i hoveddøren.

Schæferen surmulede: "Det er forkasteligt at kropsvisitere en femårig!"

Frossen hjerne

2010-12-01T17:51:00.005+01:00

Tre lag fleece, skaljakke og refleksvest. Føler mig som en mellemting imellem Michelin-manden og Goodyear-luftskibet. Tocifret frostbrise mod panden i det nordskånske. Frossen hjerne. Hvad laver jeg herude? Burde have anskaffet mig en brun bjørn, der går i vinterhi, som selskabsdyr i stedet for en schæfer.

"Frossen hjerne. Det er lige, hvad jeg også får engang imellem. Det er grunden, hvis jeg ikke altid hører, hvad du siger," påstår schæferen. En schæfer er kendt for at gribe enhver undskyldning i luften. Og bølleschæferen her har udviklet det til noget nær en kunstart.

"Ville du virkelig hellere have haft en bjørn?" spørger han.

"Ja, tænk på at den ville ligge i hjørnet af stuen under en dyne nu. Ikke noget med at skulle ud i kulden fire gange dagligt. Og den ville sove indtil april."

"Jo, men tænk på hvor højt den ville snorke. En schæfer ligger bare og brummer. Altså, hvis den har det godt."

Og det kunne schæferen selvfølgelig have ret i.

Skadefro schæfer

2010-11-18T09:45:00.003+01:00

Jeg har totalrenoveret huset, fordi nu kommer vinteren, og man skal være god ved spurvene.

Jeg køber de bedste fuglefrø; men schæferen er lidt småsur:
”Hvorfor skal spurvene i vores have altid være så smækfede?”

For et par år siden indgik schæferen og jeg den aftale, vi kalder for ”spurveforliget”. Ifølge den må han ikke jage spurve. Det benytter specielt gråspurvene sig lidt af nu og da og flyver drillende tæt hen over schæferørerne. Schæferen kalder dem for grovspurve.

Hver morgen tager jeg posen med fuglefrø med ud. Mens schæferen venter på verandaen, fylder jeg op i fuglehuset. Så går schæferen og jeg en lille runde, hvor han får læst lokalavisen og schæferstemplet dagen som godkendt.
I morges glemte jeg at få posen med fuglefrø med ind fra verandaen.

Klokken 9.00 havde skaderne hakket hul i posen og omdannet verandaen til et foderbræt. En lidt skadefro schæfer jog skaderne på flugt, så fjerene fløj, og havens grovspurve sad og klappede med de små vinger.

Det gule kort

2010-11-06T19:19:00.004+01:00

Jeg har lige fået gult kort. Lige på grænsen til rødt, sagde pjoklederen. Rødt betyder direkte i bad. Vi gik rundt om søen hernede for lidt siden. Der var vandpytter og pjask overalt. Det er rigtigt sjovt, når man har fire ben og nogle store poteplader i sådan en vandpyt. Og så råbte pjoklederen pludselig, bare fordi man trampede lidt. Det kunne jeg da ikke gøre for. Den omringede mig.

Her i Sverige kører de med skovmaskiner, som er større end vores hus. De laver nogle hjulspor i skovbunden, som er meget dybe. Der står vandet i flere dage, efter det har regnet. Hvis man hopper ned i sådan et, så har man nogle gange kun hovedet oven vande. Også selvom man er sådan en stor og farrrrlig schæfer som mig.
Engang hoppede jeg ned i sådan et. Det gør man kun én gang, hvis man er i pjoklederens flok. Sikken ballade. Han kunne jo også bare have ladet være med at kikke til den anden side. Det er altid på det tidspunkt, ulykkerne sker.

Heldigvis klarede vi det i dag med en våd klud og en lille spand med lunkent vand, hvor jeg kunne stå med potepladerne. Efter fem minutter var jeg justeret til indendørsbrug. Godt jeg ikke fik rødt kort. Den bruseniche strammer altså over schæferskuldrene. Jeg forstår slet ikke, at pjoklederens halvfems kilo kan være der; men det er nok fordi, de er stablet ovenpå hinanden. Mærkelig konstruktion.

Venlig hilsen
Ozzy Ozby
Aut. schæfer

Balladeboldblokeret badeværelsesdør

2010-10-25T10:11:00.004+02:00

Det var tidligt mandag morgen. Jeg tændte det skarpe loftlys i schæferens værelse. I kurven missede morgentrætte brune øjne.
”Vågn op din schæfersløve slagterhund! Du skal snart stemple ind på fabrikken.”
Og så gik jeg i bad.

Normalt plejer jeg at børste tænder og barbere mig for åben badeværelsesdør. Så kommer schæferen med sin blå balladebold, som han kaster ind på badeværelsesgulvet. Og så skal vi spille schæferbold.
Men i morges lukkede jeg døren. Det var mandag, der skulle bestilles noget, nu skulle det gå stærkt.

Da jeg lidt senere, selvtilfreds morgenfrisk og i en sky af Lagerfeld Classic deodorant, åbnede badeværelsesdøren, fik jeg et problem. Den lod sig kun åbne få centimeter.
Jeg prøvede forsigtigt, mere beslutsomt og ligefrem at lægge skulderen lidt til. Uden resultat. Jeg turde ikke være alt for voldsom. Det er en gammel fyldningsdør, jeg ville nødig ødelægge den.
Til sidst kunne jeg lige få hovedet ud og se, at det var schæferens blå balladebold, der lå i vejen. Bolden er meget blød, og åbenbart er afstanden imellem døren og gulvet lige tilstrækkeligt til, at den kan komme i klemme og blokere. Den ville heller ikke trille væk, da der var en tæppekant.

Selvom jeg havde schæferen mistænkt for gustent overlæg, kaldte jeg på ham. Han kom straks.
”Ta’ din balladebold. Ta’ den så. Kom så, ta’ den!”
Han gloede på mig, som om jeg var åndssvag.
Jeg kunne selvfølgelig kravle ud af vinduet. Men hoveddøren var låst, og jeg havde endnu ikke slået alarmen fra, så et åbent vindue ville få røde lamper til at blinke hos Securitas. Og med den tendens, som svenskere har til at overdrive, så ville det sikkert tilkalde både sikkerhedspersonale, politibiler, landets væbnede styrker og den nysgerrige fru Persson henne fra hjørnet.

Jeg prøvede at nå balladebolden ved at række en arm ud imellem døren og karmen; men bolden var lige akkurat for langt væk. Schæferen kikkede nysgerrigt og aldeles passivt til.

Til sidst lykkede det endelig at få ham til at tage bolden ved hjælp af en stor psykologisk indsats fra min side. Nu ligger han og gnasker et griseøre. I eftermiddag skal han have kage.

En pedantisk schæfer

2010-10-07T21:27:00.004+02:00

Det har høvlet ned hele dagen. Jeg prøvede med bestikkelse.

"Jeg tager gerne imod bestikkelse; men jeg lader mig ikke påvirke," svarede det uforskammede schæferdyr og fortsatte:

"Jeg henholder mig til overenskomstens tekst, som tilsiger mindst fire daglige ture uanset vejrlig, heraf to af længere varighed med mulighed for at snuse og /eller løbe uden snor. Den samlede varighed af dagens ture skal udgøre mindst 120 minutter."

Så ud i regnen måtte vi. Mig og så den schæferpedant ...

Jeg må heller aldrig noget ...

2010-10-03T16:08:00.002+02:00

Vi gik i skoven udenfor byen her i eftermiddag. Det blæste voldsomt. Det var sikkert derfor, vi ikke hørte dem.
Vi gik på et gammelt hjulspor fra en skovmaskine. Til venstre var skoven fældet og lå som åben stubmark. Til højre var skoven tæt, men lidt fremme var der en åbning.
De havde modvind. Det var nok derfor, schæferen ikke opsnusede situationen.

Vi hørte det samtidigt. Et gadagung-gadagung inde til højre. Mindre end ti meter foran os kom de på tværs som et eksprestog. To store rådyr. Den bagerste kastede et opspilet blik mod schæferen.
Schæferen hoppede en meter i luften, mindst. Så trippede han rundt på bagbenene med en hals så lang som en svane.
Han kikkede på mig: ”Vi må efter dem. Vi må da efter dem. En gylden mulighed!”
”En mulighed for hvad og hvorfor er den gylden?”
Det vidste han ikke rigtigt; men han var sikker på farven.
”Jeg lover, jeg løber bare liiiige så forsigtigt bag dem,” prøvede schæferen, mens han lagde hovedet på skrå.
”Nul, der er også en vej lige dernede,” jeg pegede i den retning, de to rådyr løb.
”Jamen, så skynder jeg mig ned og regulerer trafikken!”
”Du skal ikke regulere noget som helst andet end din egen kropstemperatur, din klapschæferhat.”
”Jam, jam …”

Nu ligger han ude i kurven og sukker:
”Jeg må heller aldrig noget. Han er verdens kedeligste pjokleder.”

En schæfer på en skidebakke

2010-09-20T15:11:00.003+02:00

Schæferen og jeg var på ”Klinten” i Osby i dag. Det er et fritidsområde med motionsspår, utsiktsplats, strövområde, pulkabacke og skidbacke med lift. Det ligger her i Nordskåne, ikke så langt fra hvor vi bor. Vi gik igennem naturområdet og kom ud på toppen af skidbacken.

Det bedste, schæferen ved, er at løbe efter pind. Da jeg - i hvert fald ifølge schæferen engang imellem - er en ualmindelig kynisk og udspekuleret pjokleder, fik jeg selvfølgelig den idé at smide en pind et godt stykke ned ad skidbacken. Og da schæferen er et yderst naivt pelsdyr, så fór han efter den på sædvanlig vis som skudt ud af en schæferkanon.
Af indlysende fysiske årsager, som schæferen ikke helt havde styr på, så fik han dobbelt så meget fart på som normalt. Og derefter måtte han konstatere, at schæferbremser ikke virker optimalt, når det går ned ad bakke. Han røg ti meter for langt i en liggende tværbremsning.

Mens jeg stod på toppen og kluklo i pjoklederskægget, asede han sig opad i noget, som mest var fuld galop på stedet.

Ved næste kast glemte han alt om sine problemer og hele farcen gentog sig. Først tredje gang havde han lært noget. Fem minutter efter lignede han én, der havde deltaget i en ironschæfer.
”Det er godt nok hårdt at være schæfer på en skidebakke,” stønnede han.

Men han fik nu alligevel sin hævn, som han så ofte gør. Da jeg kastede pinden sidste gang, løb han ned efter den, men stoppede dernede, tog bakkens betegnelse bogstaveligt, samlede derefter pinden op og asede op til mig på toppen med et smørret schæfergrin.
Derefter måtte jeg stavre usikkert nedad med en pruttepose i hånden, samle op og kravle opad med svedspringende pande, mens schæferen stod på toppen og kom med hånlige tilråb.

Og finanskrisen, du ved ...

2010-09-14T15:39:00.003+02:00

”Hvad skal jeg skrive i schæferbloggen i dag?” spurgte jeg schæferen for et øjeblik siden. Egentlig kunne jeg lige så godt have spurgt køleskabet.
”Du kan skrive, hvad vi har lavet i sommerferien,” foreslog schæferen.
”Jamen, vi har jo ikke været på nogen ferie.”
”Lige præcis min schæferpointe!”
Jeg vidste, hvad der kom.
”Hvorfor har vi ikke det?”
”Jamen, vi har jo ikke, man er nødt til, tiderne, og finanskrisen, du ved.”
”Sidste år var vi jo på ferie.”
”Var vi det? Nå ja, det var dér, vi kørte over broerne. Du havde aldrig ført set så meget vand, husker du det? Øresundsbroen, Storebæltsbroen, Lillebæltsbroen og Vejlebro.”
”Ja, og Holstebro.”
”Øh … ja, selvfølgelig. Men i sommer har jeg jo arbejdet, og … ja, vi skal have repareret verandataget, vindskederne, vinduerne, trappen, bilen skal have skiftet olie og det koster, og finanskrisen, du ved.”
”Hvad med mine penge. Kan vi ikke tage på ferie for dem?”
”Dine penge?”
”Ja, fra mit arbejde med at godkende verden og dagen hver morgen, holde haven frækdyrfri, hente pind efter behov og almindeligt forefaldende schæferarbejde. Du siger jo altid, at det mit job. Så der er vel noget løn.”
”Jamen, din løn er jo brugt til mad og godis, kære schæferdreng.”
”Alt sammen?”
”Uha, mere end det. Du har lånt af mig.”
”Har jeg lånt?”
”Ja, du skylder mig halvandenkroneogfirs nu.”
”Er det meget?”
”Ja, det er ret voldsomt. Der er en risiko for, at vi må erklære dig kongschæferkurs.”
”Bliver jeg så kronet og skal køre i karet?”
”Næppe.”
”Måske kunne jeg tage noget overarbejde?”
”Ja, det er muligvis en løsning. Måske kan du finde en fåreflok et sted, der skal holdes styr på.”

Så nu er han gået ud for at lede efter en fåreflok. Måske skulle jeg bare se at få arrangeret en ferie til ham?

Super sur schæfer

2010-09-06T15:05:00.005+02:00

Sikke et humør i dag. Der skulle gøs af alt på gåturen. Alle de sædvanlige hunde i haverne fik en ordentlig hilsen. Selv ordensmagten fik en skideballe, da den handlede avis i kiosken.
Og da vi kom op dér, hvor blodhunden gøede ad ham forleden, så stoppede schæferen nærmest og ventede på balladen.
Og den kom. Blodhunden stak hovedet op over altangelænderet og gøede.
Schæferen sprang frem med rejst ryg og gøede tilbage:
”Jeg kan hurtigt forvandle 50 kg blodhund til 50 liter hundeblod!”
”Hvor hurtigt?” gøede blodhunden.
”På 50 sekunder!”
”Okay, okay, passér.”
Schæferen brummede tilfreds.
”For denne gangs skyld,” tilføjede bloddyret.
Måske kan jeg gøre det på 40 sekunder!” gøede schæferen for enden af stram snor.
”Det var da et frygteligt dårligt humør, den schæfer er i,” bemærkede blodhunden og løftede ørerne lidt.
”Det er en bølleschæfer,” svarede jeg.
”Det forklarer det jo. Bølleschæfere skal behandles så forsigtigt som et råddent æg,” filosoferede blodhunden.
”Skal du kalde mig et råddent æg?” råbte schæferen.
”Kom så!”
”Ha’ en god dag,” råbte blodhunden efter os.
”Det må vi da selv om!” brølede schæferen.

Endelig kom vi ned på et vejstykke, hvor jeg vidste, at der ingen hunde boede. Puha. Så kom apotekerens Ingrid cyklende. For hende var det stadig sommer i kort kjole og lille top.
Tilfældigvis kom jeg lige til at falde lidt i staver på det tidspunkt. Lige inden hun var ude af synsvidde, så sprang schæferen frem, som skudt ud af en kanin eller kanon, eller noget, og rev min arm af oppe ved skulderen.
Han løb gøende på bagbenene med snor og arm svingende hen ad asfalten. Jeg fór efter. Jeg fangede ham efter få meter, fik armen på plads, men ikke schæferen. Han gøede stadig arrigt.

Jeg fulgte hans blik, men kunne ingen hund se, kun et hus med en græsplæne. Så opdagede jeg robot græsslåmaskinen, der langsomt åd sig hen over plænen for adræt at vende ved kanten og køre tilbage.
Den seneste teknologiske landevinding på det felt var åbenbart ikke clearet med schæferen.

Sikken en gadeuorden …

Omringet

2010-08-27T14:28:00.003+02:00

Jeg er lige kommet hjem fra frokostturen med schæferen – præriens bedste hund. Eller noget i den stil.

Når man går fra byens torv og mod nord ind i villakvarteret, kommer man forbi et toetages hus med lejligheder.
Dér sprang schæferen pludselig frem og rømmede sig. Der var ingen hund i sigte. Men sekundet efter viste der sig et stort, gult blodhundehoved på en af altanerne. Hovedet gøede voldsomt.
”Jeg skal give dig blod, skal jeg!” hvæsede schæferen og trak luft ind til det store svar.

Men så begyndte sværvægtsweileren, der bor i huset ved siden af, at gø. Den kunne overhovedet ikke se, hvad der foregik og havde slet ikke noget at gøre med det, så det var nok bare sådan for en sikkerhed skyld.
Schæferen snurrede rundt.

Netop da kørte en blå bil langsomt forbi bag os og stoppede ved huset lige fremme til højre. Inde bagi sad spanieren, som schæferen kalder den. Den gøede rutinemæssigt, straks den fik øje på schæferen.
Schæferen snurrede igen og så rundtosset ud. Så kikkede han op på mig og råbte:
”De har omringet os. Kør vognene i ring!”

Nu hviler han ud på verandaen efter træfningen.

At godkende verden

2010-08-16T16:10:00.003+02:00

Tre skader hang på et gadehjørne og tyggede tyggegummi.
Schæferen sprang frem med blottet tandsæt og rejst ryg.
”Forbandede knallertrockere!”
De flaksede væk i rædsel.

Klokken var knapt 8.00. Vi var ude på vores korte morgentur, hvor schæferen lige kan få gjort, hvad sådan én nu skal gøre ved dagens begyndelse.
Schæferen har dog en helt anden opfattelse af formålet med vores morgenture. Og det burde jeg måske have gættet for længst.

En morgen, hvor jeg var lidt sent på den, råbte schæferen:
”Skynd dig, de venter! Kan du ikke høre, at verden holder vejret?”
Jeg slog det hen som noget af det sædvanlige schæferpladder.
En anden gang råbte han fra verandaen efter morgenturen og med snudeskaftet mod himlen:
”Rewind! Spol, spol!”

Åbenbart er schæferen af den opfattelse, at han skal godkende verden, med alt der er i den, hver morgen. Den nye dag skal schæfer sanktioneres, før den rigtigt kan gå i gang. Det er hans opgave, ligesom det er hans opgave at tjekke haven for frække dyr, inden vi går i seng om aftenen.

Det er et hårdt job at være schæfer.

Mit eneste problem er en schæfer ...

2010-08-10T12:00:00.003+02:00

Schæferen var så produktiv på morgengåturen i dag, at jeg fyldte hele tre prutteposer. Jeg holdt dem op foran ham og sagde:
”Sig mig engang, tror du, at du bliver betalt pr. kilo?”
Netop da kom ægteparret Jönsson atter engang forbi på det mest uheldige tidspunkt. Det er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede i bunden i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Han plejer at hilse afmålt og sende mig et langt, undersøgende blik, når han hører mig tale med min hund. Men han plejer også at trække på skulderen og bare gå videre – formentlig forbi han kommer i tanke om, at han som pensioneret ikke mere kan tvangsindlægge patienter.

Men denne gang tiltalte han mig.
”Hr. Jensen, har De det godt?”
”Fremragende,” svarede jeg.
”De er ikke for meget alene her i Sverige uden nogen at tale med?”
”Nej da, jeg har flere svenske venner, og danske ditto kommer rendende i tide og utide.”
”Hmm,” han så undersøgende på mig med sine gamle psykiaterøjne.
”Han var indlagt i januar,” oplyste schæferen beredvilligt.
”Aha, blev det så bedre, hr. Jensen?”
”Altså, jeg var indlagt på grund af betændelse i den ene balancenerve.”
”Nåh,” han så skuffet ud.
”Eller også var det bare for meget cognac,” mumlede schæferen.
Jönsson kikkede undersøgende på mig hen over brillerne.
”Han har også været til en CT scanning af hovedet,” gøede schæferen.
”Aha, fandt man noget, hr. Jensen?”
”Absolut ingenting, nul, intet udslag, aldeles dødt, helt sort, prøvebillede, intet liv,” uddybede schæferen imødekommende.
Jeg sendte ham et dræbende blik og svarede:
”Jeg har hovedpine på grund af en gammelt piskesmældsskade, så …”
”De må aldrig være bange for at gå til lægen, hr. Jensen.”
”Kom så, Frederik,” fru Jönsson havde fået nok og greb i hans vindjakkeærme.
”Ja, ja, Märtha,” mumlede han og lod sig trække.
”Mit eneste problem er en schæfer, der kæfter op,” råbte jeg efter dem.
”Det er synd, det er ellers sådan en nydelig ung mand,” bemærkede fru Jönsson, mens de forsvandt i retning af købmanden.

Feriegæster

2010-08-04T12:00:00.002+02:00

I et par uger har vi haft forskellige hold af feriegæster her i det nordskånske. Nær familie, fjern familie og folk, der påstod, at de var familie. Det sidste hold feriegæster kom ikke på grund af sygdom. Det var det hold, der skulle have haft hund med. Schæferen var ret skuffet.

Vi havde lige to dage, inden sidste hold skulle være kommet. Der fik huset den store tur.
”Vil det sige, at du har vasket gulv helt uden grund?” spurgte schæferen, da han hørte om afbuddet.
”Nej, der skal da vaskes gulv en gang imellem under alle omstændigheder.”
Schæferen har aldrig rigtigt forstået konceptet med rengøring.

Schæferens skuffelse over det manglende hundebesøg har jeg forsøgt at lindre ved at forklare ham, at alle de vildsvineører, hundekiks og ruller med mums, som vi har købt, nu ikke skal deles med en anden hund.
Se, det er et sprog, som schæferen forstår!

Varm hund i hed bil

2010-07-13T09:58:00.003+02:00

På gåtur med schæferen her i byen i sidste uge kom vi forbi en hed bil med en varm lille hund. Vinduerne på klem og ejeren intet sted at se.

En beboer på vejen fortalte, at den havde stået der en times tid. Der var stort marked i byen. Jeg vidste, at mange brugte flere timer på markedet.

Når det går galt, går det meget hurtigt. En varm hund i en bil er snart en død hund. Ringede til politiet. De kom efter ti minutter. Hund okay. Ejer idiot.

Lige ved siden af bikinibadestranden ...

2010-07-05T14:49:00.003+02:00

I dag er badesæsonen startet for schæferen og pjoklederen. Vandet skulle lige være ordentligt varmt først. Vi er lidt pivede – specielt schæferen.
Vi har Sydsveriges bedste badesø – det blev den i hvert fald kåret til for nogle år siden – kun få minutters kørsel herfra. Det er et flot sted med plæner, minigolf, lille restaurant og frem for alt sandbund. Der er en hundebadestrand ved siden af bikinibadestranden, som schæferen lige døbte den i dag. Dem var der godt nok også mange af.

Der tager vi ud i ”frokostpausen” næsten hver dag henover sommeren, når vejret er godt. Schæferen elsker at svømme. Da hundene skal være i snor i vandet (ja, ja, det ER Sverige, det her), så må jeg også med ud. Og det tager jeg nok ikke skade af.
Bagefter spiser vi altid en is – hver. Jeg har prøvet at spise schæferen af med en sodavandsis. Det gider han ikke sætte schæfertænderne i. Det skal være sådan et kræmmerhus. Så vi får to af dem, naturligvis uden chokolade.

Evaluering

2010-07-02T12:37:00.002+02:00

Er netop kommet hjem fra gåtur i byen. Står på verandaen, hvor vi plejer at evaluere turen, herunder hvilken grad af gadeuorden bølleschæferen har afstedkommet.

Schæfer: ”Er jeg ikke dygtig. Jeg gøede slet ikke af nogen hunde i dag?”
Pjokleder: ”Jamen, schæferdreng, vi mødte jo heller ikke nogen hunde.”
Schæfer: ”Jamen, det er da ikke min skyld. Jeg var helt klar til ikke at gø af dem.”

Mosquito Mainstreet

2010-06-24T19:10:00.004+02:00

Det er myggeår i det nordskånske. Glem alt om danske hyggemyg. Det her er seriøse skånske skovmyg, opfostret på tykt elg- og vildsvineblod, med gift som en hugormetand og snabel som et tandlægebor.

Schæferen og jeg kalder det Mosquito Mainstreet. Det er nede i skoven ved søen. Der er en sti med træer på begge sider, der læner sig ind over og lader deres kroner mødes foroven. Normalt kan vi løbe fra myggene. Men i år gælder der helt nye regler.

Når man kommer til stien, ser alt fredeligt ud. Ikke en myg i sigte. Men når man er nået otte-ni meter ind, så starter der en summen.
Man vender sig om, og det er ligesom et mørkt tæppe bliver trukket sammen i ”tunnelen” og indgangen lukkes. Når man kikker frem, for at undslippe den vej, sker det samme foran én.
Og så kommer de også fra siderne. I skjul bag hvert et træ har stået hundredetusinde myg. Som kamphelikoptere kommer de frem og står et kort terrorøjeblik stille i luften. Så angriber de.

Koordineret fra alle fire sider kommer millioner af myg.
Schæferen, der som sædvanlig er helt urealistisk, siger:
”Hvis du snupper dem bagfra og fra højre, så ondulerer jeg resten!”
Og så løfter de sig højt op til alle fire sider, i én bølgende bevægelse, og første geled går til angreb. Det lyder som Stukaer fra anden verdenskrig, når de dykker. Og herefter er det et spørgsmål om simpel overlevelse.

Bortset fra her i dag.

Jeg havde fundet min myggebalsam fra Lapland frem. Den bliver produceret deroppe, og vi bruger den, når vi er på fisketur i Laplands vildmark. Det hedder ”Wilmas Nordic Summer”. Det er en begbrun masse, der stinker af bejdset tovværk og kan gøre én permanent solbrun, hvis man bruger for meget. Naturligvis helt forbudt i Danmark. Schæferen og jeg smurte os ind.

Da første række myg stukaede ned imod os fra alle fire sider i dag, blev deres summen pludselig afbrudt af desperate myggeskrig:
”Abort, abort! Abort the mission! Det er Wilmas!”
De forsøgte forgæves at afbryde dykket og vinde højde. Schæferen lagde ørerne ned, og jeg dukkede mig. Herefter blev det grimt.

Det var et blodbad, en massakre. De fire angrebsbølger kolliderede. Luften var fuld af løsrevne vinger, ben og litervis af suget blod.
Den bagerste del af flokken, som ikke blev skubbet bagfra, sugede sig ligesom ind i skovens mørke igen.
En enkelt myg landede på min arm, gled i Wilmas og brækkede benet. Stien var fyldt med døde myg. De sårede slæbte sig væk, mens store, bange myggeøjne kikkede ud fra skovens stammer.
”Wilmas, Wilmas!” stønnede de overlevende. Og skovens myg trak sig endnu længere ind i mørket.

Nu regner schæferen og jeg med at få fred i fremtiden på Mosquito Mainstreet.

Schæferen ligger til observation

2010-06-18T22:23:00.002+02:00

Schæferen løb lige ind i en stensætning her i eftermiddag. I fuldt schæferspring med hovedet først. Han mistede 1½ tand. Hvordan kan man overse en 1½ meter høj stensætning? Det var endda i vores egen have. Helt ærligt!

Schæferen mener, at det var min skyld. Jeg kastede en bold, der landede lige op ad stensætningen. Jeg har sagt til ham, at det er et tandløst argument.

Det er 1½ af de små fortænder i undermunden, som han kommer til at leve uden. I øjeblikket er han derfor rekonvaleschæfer og ligger i sin kurv til observation for tænder og hjernerystelse. På den anden side, som jeg sagde til ham, hvis man overser en stensætning og løber durk ind i den, så er der vel ikke den store risiko for hjernerystelse.

Schæferen er lidt utilfreds over bare at blive tilset af mig.
”Jeg vil gerne ha’ en sød sygeplejerske, der klør mig lidt bag øret,” jamrer han.
”Det vil jeg også gerne,” svarer jeg. ”Sig til, hvis du finder én.”

Plask-plask (version 2)

2010-06-10T13:27:00.004+02:00

Der er ikke så meget plask i dag. Det holdt op med at regne lidt over klokken syv i morges. Det er rimeligt nok, når det er min fødselsdag. Vi har lige gået en tur på en times tid. Nu sidder pjoklederen og spiser sild og hårdkogt æg. Hvornår han har tænkt sig at hente lagkage, ved jeg ikke. Men det må da ske snart.

Vi gik ned i skoven mod øst. Nogle steder var stien næsten forsvundet i langt græs, hvor skovflåterne sad så tæt som schæferhårene ligger på det røde tæppe, når jeg virkelig gør mig umage.
Vi nåede ud af skoven nede i villakvarteret øst for byen. Der er en græsmark ved en lukket vej. Pjoklederen fandt en pind og så udførte jeg den vigtige opgave at hente den, gang på gang. Til sidst var jeg næsten ved at falde i schæfertungen.

Så gik vi ned igennem byen. Jeg havde pinden med. Vi kom forbi et hus, hvor der sad en golden retrætetriever, helt stille med ørene så langt omme i nakken, at de næsten havde byttet plads. Det er at vise den rette respekt, og jeg var træt, så lod jeg som ingenting.

Derefter kom vi forbi et hus med en af de dér små hjulbenede gravemaskiner. Den stod på trappen ved hoveddøren og råbte op om, at det var dens hus. Den rønne måtte den også gerne beholde. Den havde en meget dyb stemme og lød meget større. Pjoklederen grinede, og det afledte mig så meget, at jeg slet ikke fik svaret.

På vej nordud af byen mødte vi hende journalisten, som jeg godt kender. Hun er meget flink. Hun gik med sin doberblanding på den ene side og en hestepony på den anden. Den var lidt mindre end en grand danois. Jeg har hørt, at heste er offerdyr, så jeg var jo nødt til at schæferpuste mig lidt op. Også for omdømmets skyld. Men så trak pjoklederen i snoren og sagde de dér lyde, som han har lært af Cesar Millan. I pjoklederens version lyder det dog lidt, som om han trænger til en lungeoperation, så kom jeg til grine og glemte at gø. Det er altså irriterende.

Da vi kom hjem, var der et pindsvin i haven. Jeg nåede næsten at få stukket mig på snuden (igen), før pjoklederen opdagede det og trak mig væk. Bagefter lavede pjoklederen den dér øvelse, som er så irriterende. Helt hen til pindsvinet, sidde ned og kikke uden at sige et schæferpip, og så kikke op på pjoklederen med beundring i blikket, og så endelig kan man få lov til at slippe og komme videre i schæferteksten. Der er sikkert en eller anden pjokpointe i det; men jeg har ikke lige fanget det.

Sig mig, hvornår kommer den lagkage egentlig?

Plask-plask ...

2010-06-09T11:02:00.005+02:00

Regnen siler ned. Jeg kan høre den udenfor vinduet. Plask-plask, jeg kender godt den lyd. Termometeret udenfor køkkenvinduet siger 12 grader. Man fryser som en schæferhvalp, der lige er kommet til verden. Pjoklederen har slukket varmen for sommeren og nægter stædigt at tænde den igen. Det er sommer, mener han. Men 12 grader, helt ærligt …?

Jeg ligger rullet sammen i min kurv. Pjoklederen sidder og har noget Langley Travel og Korsika på computerskærmen. Lyder godt. Gad vide om den slags kun er for pjokledere, eller det også er for schæfere?

Og så har jeg endda fødselsdag i morgen, siger pjoklederen. Så får vi nok marcipanlagkage. Jeg håber, at vejret skifter. Fem år, siger han. Gad vide om det er gammelt? Jeg synes, at jeg er lidt stiv i et knæ, måske er det slidgigt. Det har pjoklederen, begge knæ, siger han. Det går han meget op i at fortælle, specielt når vi løber, og han ikke kan følge med.

Plask-plask. Da jeg sidst lagde forpoterne i vindueskarmen, kunne jeg se Weberen. Den var helt oversvømmet. Vandet fossede ud ved låget. Der står lige under dér, hvor tagrenden er gået i stykker. Det er ikke min skyld. Det er pjoklederen, der har sat den dér. Måske skal vi så slet ikke grille i år? Det dufter ellers så godt. Og det ser så sjovt ud, når pjoklederen helt forsvinder i røgen. For slet ikke at tale om hans forklæde. Han har sådan et med Kasketkarl på. Det er helt til grin.

Plask-plask. Måske skulle jeg bare sove hele dagen væk. Hvem gider gå ud i dag? Selvom det er min sidste dag som fireårig. Fem år, det er vel nærmest rundt. Gad vide om jeg så er midaldrende i morgen?

Det er godt at komme hjem

2010-06-05T13:13:00.003+02:00

Når vi kommer hjem fra en gåtur og går hen over plænen op mod huset, så forsøger jeg nogle gange at løbe schæferen op og knibe ham bagerst på ryggen, mens jeg siger:
”Pqqqq, pqqqq!”
Det synes han er så sjovt. Men i de situationer opdager han mig næsten altid, selvom han har ryggen til, og så løber han fra mig og op på verandaen.
”Hvordan kan du se, at jeg begynder at løbe?” brokker jeg mig så.
”Jeg har øjne i schæfernakken,” svarer det frække pelsdyr.
”Nå, jeg troede, at det var en båtnakke.”

Når vi kommer op på verandaen, så evaluerer vi altid gåturen. Jeg kikker schæferen dybt i øjnene og spørger:
”Hvordan synes du selv, det gik – sådan på en skala fra 1 til 777 milliarder?”
”Peeeerfekt!” nøjes bølleschæferen gerne med at svare, fordi han er ikke så god til store tal.
”Var der ikke liiige et par fejltagelser?”
”Det husker jeg intet om.”
”Jamen, hvad med de to små hunde i det lyserøde hus. Gøede du ikke lige af dem, indtil jeg stoppede dig?”
”De der to små flaskerensere? De gøede først!”
”Jamen, de bor der, de må godt komme med lidt territorielt gøen. Og den dér grand danois nede i det gule hus, den gøede også; men dér gøede du ikke igen?”
”Nej, men den var også stor.”

Nu har vi sat os på verandaen. Egentlig burde jeg køre en tur med støvsugeren indvendigt og græsslåmaskinen udvendigt; men det må vente. Nu sidder vi lige og verandanderer den en times tid eller halvanden. Jeg sidder med kaffe og en bog. Schæferen er træt efter turen, så han ligger med tungen en halv meter hen ad gulvet og fintænker.

De frække dyr i haven

2010-05-23T23:04:00.002+02:00

Ofte allerede ved halvtitiden om aftenen kommer schæferen ind og går lidt omkring lænestolen eller computeren, eller hvor jeg nu sidder. Så ser han på mig og hans blik spørger, om vi ikke snart skal ud.
Det er ikke fordi, han skal tisse.

Lige inden vi går i seng, går vi gerne en lille runde på ti-femten minutter. Vi starter rundt i haven. Inden vi åbner hoveddøren, står schæferen og tripper. Han er så spændt på, om der er frække dyr i haven.

Og det er der tit. Når vi åbner døren spæner en hare tværs over græsplænen, eller en kat krummer sig sammen på stensætningen ind mod naboen. Og schæferen har et godt overblik deroppe fra verandaen, syv trin over haven. Så står han schæferoverlegent og kontrollerer sin have.

Den seneste uges tid har der ikke været nogen frække dyr, når vi kom udenfor. Heller ikke i aften. Så ser schæferen så skuffet ud. Så hvisker jeg til ham:
”Der er ingen frække dyr, fordi de er blevet så bange for den faaarlige schæfer.”
Så får han det lidt bedre.

Når vi går vores runde, så viser det sig ofte, også i aften, at der dog er ét frækt dyr. Det er Peter Pindsvin, som lusker rundt dér efter mørkets frembrud. Så puster schæferen sig op. Han har én gang markeret overfor pindsvinet, hvem der ejer haven. Det gav et sår på snudeskaftet. Og jeg er ikke sikker på, at det har lært ham noget – altså schæferen.

Så det er katte, harer og pindsvin, som udgør havens frække dyr. Schæferen er ikke enig. Han mener bestemt, at han har jaget både ulv, los og skånsk sabelkat i haven.

Regn!

2010-05-12T14:42:00.004+02:00

Regnen piskede ned her i det Nordskånske i dag, så min plan var at gå en meget kort frokosttur.

Allerede da vi var kommet ned ad de syv trin fra verandaen, havde schæferen rystet sig tre gange og efterfølgende set bebrejdende på mig. Da jeg, ved trappens fod, drejede til højre ud mod vejen, så drejede schæferen til venstre mod haven. Han skulle da i hvert fald ikke ud på nogen tur udenfor matrikelnummeret.

Schæferen tog en runde hurtigere end jeg kunne blinke tre gange med øjnene, og så satte han kursen mod trappen og drønede op under verandaens beskyttende tag.

”Jamen, skal du ikke lige schæfertisse en tår og så også lige dét, som vi bruger prutteposerne til, sprang du ikke det over i morges?”
Schæferen stak hovedet ud fra verandaen og kikkede mod himlen, mens de lange schæferører blafrede i vinden.
”Du kan snedkerere en schæfersize kattebakke, ka’ du, hvis du ønsker nogen form for schæferoutput fra mig i dag,” svarede schæferen. Og så var det jo ligesom uddebatteret.

Tilsyneladende drejede æresrunden i haven sig udelukkende om at blive tilstrækkelig schæfervåd til at kvalificere sig til at blive fluffiet med det store badehåndklæde. Det kan schæferen nemlig så godt lide.

Så satte vi os i stedet indenfor i varmen og nussede på gulvet et kvarters tid. Samtidig fik jeg så lige klippet hans negle.
Det var han ikke så meget for i starten, nu går det fint. Han brød sig ikke om, når jeg tog fat i hans forpoter. For at vænne ham til det, så sad jeg ofte med en hans forpoter i hånden, når vi dagligt lige nussede et øjeblik. Det gør jeg stadig, nu er det blevet en vane.

Nu sidder vi her i stuen og lytter til Björn Afzelius, mens regnen pisker på vinduerne, og schæferen tjekker vejrudsigten.
”Vi burde købe en husbåd,” siger schæferen.
”En husbåd?”
”Ja, og så kunne vi invitere to dyr af hver art …”

På plads!

2010-05-04T20:50:00.001+02:00

Bølleschæferen og jeg er ude at gå. Pænt i snor. Han kommer lidt for langt frem. Jeg stopper op.

”Plads!”
Ingen reaktion
”Kom så på plads!”
Schæferen stopper en meter foran mig og kikker sig over skulderen.
”Jeg sagde: Kom på plads.”
”Det er lettere, hvis du kommer her frem,” siger han.
”Jeg kan da bestemt ikke se, hvorfor det skulle være lettere.”
”Jo, for det er jo den vej vi skal.”

En skånsk schæfer

2010-04-25T11:21:00.002+02:00

Vi har været ude i en stor hundepark, hvor schæferen løb rundt et par timer og sludrede med andre hunde, mens jeg drak kaffe med et par svenske piger med meget turkisblå øjne.

På vej hjem i bilen forklarede schæferen:
”Vi snakkede om den her store indvandring af danskere.”
”Nå?”
”Skåne er ved at blive oversvømmet af danskere, fortalte en labrador. Den havde selv hørt det derhjemme.”
”Javel.”
”En Grand Danois, der hed Pjevs, fortalte os, at danskerne kommer her med deres uforståelige ironi og sarkasme og direkte facon og skubber vores skånske traditioner med at gå om den varme grød og ikke sige ting ligeud ud på et sidespor. Og så nægter danskerne at blive integreret og lære at tygge skrå. Og de kommer med deres hang til Kandis og TV2, specielt de sidste forstår vi ikke i Skåne. For slet ikke at tale om Niels Hausgaard, han er enormt etnisk.”
”Aha.”
”De lød, som om de vidste, hvad de talte om. Og Grand Danois’en havde selv hørt det fra en Retriver, der var meget klog. Selvfølgelig gælder det ikke de danskere, jeg kender. Selvom din familie er meget mærkelig.”
Det sidste måtte jeg jo give ham ret i.

”Og den dér lange gravhund, så du den?”
”Hmm.”
”Den gøede, at Skåne burde være for skåninger.”
”Mente den virkelig det gravalvorligt?”
”Hvad?”
”Undskyld, det var bare malplaceret etnisk humor.”
”Se, det er netop sådan noget, de talte om. At holde kramagtigt fast i sin danske humor, det …”
”Hør her, din skvatschæfer: Skåne har været svensk i 350 år, før da var det dansk i 800 år. Hvilket blandet blod tror du løber i dine egne schæferårer? I øvrigt er der 600 km skov imellem Skåne og Stockholm men kun 20 km bro imellem Skåne og København.”
”Svenskere eller danskere, begge typer er da indvandrere. Næ, vi ægte skåninger …”
”Hør, du Lövforsens Rossi!”
Schæferen stoppede brat ved lyden af sit fødenavn.
”Født i Alvesta ifølge stambogen,” fortsatte jeg. ”Hvor er det lige, det er?”
”Øh …”
”Det er i Kronobergs Län, nordvest for Växjo. Det vi kalder Småland. Det har intet med Skåne at gøre. Det er Sverige. Du er i virkeligheden svensk!”
”Hvornår er vi hjemme. Jeg er sulten,” svarede schæferen.

Og kalorierne hviskede ...

2010-04-20T15:30:00.002+02:00

Det gik ellers så godt. Jeg havde tabt mig mere end ti gram i løbet af de seneste uger. I går var jeg inde i den gamle jernhandel her i den lille, Nordskånske by, hvor vi bor. Schæferen blev i bilen. Konditoriet ligger lige ved siden af.

Da jeg kom tilbage til bilen, havde schæferen også været på indkøb. Han sad med poterne om en æske med en marcipanlagkage.
”Hør, hvor har du fået penge fra?” spurgte jeg.
”Du husker godt, ikke, når vi er ude at handle, så lægger du den tier, du får tilbage fra indkøbsvognen, i handskerummet?”
”Ja, så jeg er sikker på at have til indkøbsvognen næste gang, hvis tegnebogen skulle være tom for mønter.”
”Sagen er bare, at du aldrig er løbet tør for mønter i tegnebogen; men hver gang lægger du alligevel tieren i handskerummet.”
”Nu overdriver du vist, dit schæfercirkus!”
”Prøv at åbne handskerummet.”
Det gjorde jeg. Og mønterne væltede ud som jackpot i en enarmet. Okay, så havde det schæfersystem ret engang imellem, og hvad så?
”Jeg lånte bare nogle få,” forklarede han med schæferbrune øjne.

Jeg lod mig dog ikke formilde. Man er vel en ordentlig pjok … jeg mener, flokleder.
”Den dér leverer du altså tilbage igen!” besluttede jeg derfor standhaftigt og greb æsken med marcipanlagkagen.
”Den stod i vinduet og kaldte på mig,” lød hans schæferforsvar.
Jeg så på æsken. Under låget hviskede kalorierne kælent lækkert:
”Ta’ mig, ta’ mig, smag mig, spis mig!” i en inciterende rytme der gik lige ind og satte sig fast i hjernebarken. ”Ta’ mig, ta’ mig, smag mig, spis mig!”

Schæferen havde også hørt det og sagde de forløsende ord:
”Jeg mener bestemt, at hende bagerdamen sagde, at det var en lagkage light.”
Og det var alt, vi behøvede som alibi …

Pjokleder

2010-04-15T20:08:00.002+02:00

Jeg fik en mail i går via min hjemmeside, http://www.perlaujensen.dk/. Den drejede sig om schæferbloggen. Det er der egentlig ikke noget usædvanligt i, der kommer faktisk fire-fem mails om ugen i den anledning. Det usædvanlige var, at den henvendte sig til mig. For det meste plejer de mails at være skrevet direkte til schæferen.
Det er schæferen svært tilfreds med; men han forventer dog, at jeg besvarer dem. Jeg tror, at han opfatter mig som sin Personal Assistant. Men hans verdensbillede ser formentlig sådan ud, at hvis Mick Jagger kan have en PA, så kan schæferen vel også.

Denne gang var mailen altså til mig. En pige/dame skrev og spurgte, hvorfor jeg kalder mig selv for ”pjokleder”.

Det gør jeg egentlig heller ikke. Det er schæferen, der har indoktrineret mig. Jeg kalder mig selv for ”flokleder”. Faktisk siger jeg næsten dagligt til schæferen:
”Jeg er flokleder, du er schæfer. Jeg bestemmer det hele, du bestemmer ingenting!”
Bare lige sådan for at understrege situationen for ham.
”Okay,” svarer schæferen. ”Lad mig se om jeg har forstået det rigtigt: Jeg er schæfer, du er pjokleder.”
”Nej, FLokleder!”
”Ja, PJokleder!”

Schæferen påstår, at han ikke kan udtale lyden ”fl”. Det bliver altid til ”pj” i stedet. Det er på grund af den lange tunge, siger han. Derfor tiltaler han mig altid ”pjokleder”; men der er bestemt intet nedladende i det, garanterer han og forsøger at lade være med at schæfersprutte af grin.

En schæfer og et leksikon i 35 bind

2010-04-06T10:46:00.003+02:00

Egentlig var det vel min søsters skyld. Hun havde det her leksikon, Lademanns 35 bind alt inklusive, som hun gerne ville af med. Om jeg ville have det?

Det ville jeg gerne. Jeg ved godt, at alt kan findes på nettet. Jeg bruger det også flittigt. Sideløbende har jeg dog også stor fornøjelse af mine mange årgange ”Hvem Hvad Hvor”, når jeg laver research. Så mon ikke jeg kunne have gavn af et leksikon? I øvrigt er jeg opvokset med den opfattelse, at ethvert ordentligt hjem har et leksikon i reolen. Jeg har aldrig haft et ordentligt hjem, og hvem vil ikke gerne have det? Og når jeg nu kunne få det leksikon ganske gratis og på et sølvfad. Eller, viste det sig, i tre banankasser.

Schæferen og jeg var til påskefrokost hos min søster og svoger i søndags. Vi overnattede og kørte hjem til Sverige i går. De tre banankasser med de 35 bind, læssede jeg ovenpå hinanden bagerst i min stationcar til højre. Schæferen var naturligvis ingen fan af Lademann, da det gik op for ham, at det halverede hans plads de kommende tohundrede kilometer.

Da vi mænd som bekendt anser os selv som værende født med et gen, der gør os til eksperter hvad angår pakning af alt fra de mindste bagagerum til de største lastvogne, så afviste jeg naturligvis at lytte til min søster, da jeg læssede de tre banankasser ovenpå hinanden. Min svoger lukkede jeg også ørerne for. Vi har et helt normalt svogerligt forhold, hvor vi er i konstant konkurrence om at have den nyeste bil og den største havegrill, så det udelukker naturligvis at tage imod gode råd fra den side.

Jeg vidste bedst. De banankasser lå rigtigt godt. Der var god vægt i, de løb ingen vegne. Det gjorde det heller ikke de første hundrede kilometer.

Men så mødte vi en mand i en blå Peugeot, hvis selvtillid var større end hans talent. Jeg måtte lave en hurtig undvigemanøvre. I bakspejlet så jeg den øverste banankasse, som heldigvis kun var læsset med de sidste syv bind eller der omkring, sejle ud i schæferens luftrum, hvorefter den vendte bunden i vejret og sendte sit indhold i hovedet på det sagesløse pelsdyr. Schæferen var hurtig og trykkede sig over mod den venstre siderude, da den næste kasse kom. Det var godt, for den var tung, lastet med fjorten bind.

Jeg var ikke så populær hos schæferen, der mente, at jeg kørte som Michael Schumacher på påskebryg. Schæferen havde ikke set den blå Peugeot. Jeg måtte læsse bøgerne på en anden måde, således at der var lidt større schæfersikkerhed under den fortsatte kørsel.

Schæferen tilgav mig dog hurtigt, selvom han ømmede sig lidt og tilføjede:
”Jeg anede ikke, at ord kunne have så stor vægt!”

Nye regler for danske bilister der kører med hund i Sverige

2010-04-01T09:02:00.003+02:00

Her i Sverige, hvor jeg bor, indførte man en lov for omkring to år siden. Flere har sikkert hørt om den, og jeg omtalte den her på min blog dengang. En hund må ikke være uden tilsyn i mere end 6 timer ad gangen. Det betyder, at en udearbejdende familie egentlig ikke kan holde hund uden at have en eller anden, der kan kikke til hunden i dagens løb.

Nu har man vedtaget en ny lov. Formålet er også her at tilgodese hundens behov og velbefindende. Ifølge loven skal man nu, under kørsel med en hund i bilen, holde en pause mindst én gang i timen, hvor hunden får lejlighed til at strække benene og hvad den nu ellers har behov for. Loven træder i kraft i dag.

Desuden skal alle private biler, der kører med hund i Sverige – det vil sige også danske biler – være forsynet med køreskive, som vi kender det fra lastbiler. På den måde kan det svenske politi kontrollere, at loven bliver overholdt. Reglerne om køreskiver i private biler træder i kraft om præcis ét år, den 1. april 2011.

Schæferbold

2010-03-24T15:53:00.004+01:00

Jeg er fraskilt, og schæferen er ungkarl. Det kan der naturligvis kun komme ballade ud af.

For det meste er vi egentlig meget tilfredse med at bo alene. Engang imellem kan man selvfølgelig godt savne en sød kvinde at dele hverdagen med.

At et par store drenge har en vane med at spille lidt bold er vel indlysende. Hver morgen, når jeg står med åben dør til badeværelset og barberer mig, så kommer schæferen med sin blå balladebold i munden.
Han lægger den badeværelsesgulvet og trækker sig tilbage til døråbningen.

Så spiller vi schæferbold i ti minutters tid. Han er målmandsschæfer, og døråbningen er målet.

Her til morgen fik jeg med min unikke, Laudrup-agtige boldteknik sendt en skruet bold op i 1½ m højde, hvor målschæferen kun lige fik snudeskaftet på, hvorefter bolden gik stolpe ind og fortsatte i en bue ind i stuen, væltede nogle CD’er ud af det lodrette stativ og strejfede en vase, som baldrede i gulvet og fordelte sig i tusinde stykker.

Vi kikkede lidt på hinanden og brød ud i grin. Men så sagde schæferen:
”Det er da godt, at der ikke er en kvinde her i huset!”

I rækker og geledder

2010-03-17T14:55:00.004+01:00

”Pas på!” råbte schæferen og så sig over skulderen.
”Hvad?”
”De kommer og de ser aggressive ud!”
”Hvem?” Jeg gad ikke vende mig om. Det var for tidligt på dagen, og i øvrigt så havde jeg læst mig til, at man som flokleder var nødt til at være afslappet og velafbalanceret hele tiden. Det første er jeg virkelig god til.

Vi var gået op ad stien langs banen, der førte ud af byen, da der blev slået schæferalarm.

”Hør her, jeg ved godt, at jeg er den farligste schæfer i byen, og du har engang gået på kursus i Kung Fu og fik et bælte; men mon ikke det mest var for at holde bukserne oppe?” lo han schæferhånligt. Så blev han alvorlig: ”Men de er altså mange, og de er efter os!”
Så opgav jeg og vendte mig om.

På stien kom de marcherende i rækker og geled, så skovbunden rystede: GUNG-GUNG-GUNG! Skåne Stavgangsforening. Det her var tydeligvis sektionen for husmødre og kvindelige pensionister. Der var mindst tyve, og den tunge vægtklasse førte an.

Egern, hjorte, elge og ulve sprang for livet. GUNG-GUNG-GUNG!

”Hvad tror du, der sker, hvis jeg drøner frem og snupper begge stave fra hende dér det store badedyr forrest?” spurgte schæferen.
”Nej, vi har kun én chance. Måske har de ikke set os endnu!”
”Jamen, de er kun ti meter væk!”
”Men se, de kikker ned i jorden alle sammen!”
GUNG-GUNG-GUNG!
”Måske hvis vi kaster os ind i skoven,” foreslog jeg, mens en rædselsslagen los sprang forbi os.

Schæferen og jeg reddede os på et hængende hår. Mens vi lå i skovbunden, gøede schæferen dog. Han kunne trods alt ikke glemme, at han var en frygtelig farlig schæfer. Men de værdigede ham ikke et blik, da de gungrede forbi.

Helt ærligt, hvis jeg gik stavgang ville jeg sgu ikke stritte så stædigt med stavene, når jeg passerede forbi en hund. Der er da ikke noget at sige til, at hunden bliver nervøs og blotter en hjørnetand. Og jeg kan ikke forklare ham, hvad disse mennesker foretager sig. Jeg har nemlig aldrig selv forstået det.

Så ka' jeg lære det, ka' jeg!

2010-03-14T10:47:00.003+01:00

Schæferen havde dårlig mave i forgårs og spiste slet ikke noget. I går lå han så stille i sin kurv. Han stod ikke engang op, da jeg gjorde klar til vores første lille tur i går morges, jeg måtte hente ham i kurven. Han gad heller ikke spise en hundekiks. Det har jeg godt nok ikke oplevet før.

Vi gik en lang tur i går eftermiddags, hvor han også fik mulighed for at løbe fri på en mark. Han blev hurtigt træt og gik perfekt og forpustet ved min side hele vejen hjem. Først sidst på dagen spiste han en lille smule.

Problemet opstod for tre dagen siden, da jeg (for sent igen) opdagede, at hans 15 kg’s pose med tørfoder var næsten tom. Det kunne schæferen jo også godt have sagt.
Jeg havde et hårdt program den dag og valgte derfor at købe en lille, meget billig, pose tørfoder i Netto, da jeg alligevel skulle der omkring og købe ind.

Nogle siger, at billig tørfoder er noget møg, som man ikke engang ville fodre svin med. Andre mener, at der findes meget billigt tørfoder, som er lige så godt som de kendte brands. Jeg har ingen viden om det. Som forbruger igennem et halvt liv, har jeg gjort den generelle erfaring, at pris og kvalitet i de fleste tilfælde hænger sammen; men der er så absolut også undtagelser.

Schæferen spiste Netto-tørfoderet; men understregede efterfølgende sin modvilje ved at få tynd mave og for det tilfælde skyld, at jeg ikke havde forstået budskabet, så kastede han også lige op i entreen.

Så dagen efter måtte vi køre de 16 km ad små isglatte veje ind i de Nordskånske skove ind til den lille gård i den hemmelige lysning, hvor vi køber schæferens økologiske tørfoder, som er specielt tilpasset fine schæfersmagsløg og schæfersarte maver.

”Det var anskuelsesundervisning,” gøede schæferen, som svar på opkast og dårlig mave. ”Så ka’ du lære det, ka’ du!”
”Tror du ikke, at det skyldes de marengs, som vi købte forleden. Eller måske den marcipanlagkage, som du overtalte mig til sidste weekend?” indvendte jeg.
”Det er stort set videnskabeligt bevist, at schæfermaver trives faaaantastisk med marengs og marcipan,” galpede schæferen selvsikkert.

I dag virker han mere frisk, har leget lidt med den blå balladebold, så jeg tror, at han er okay igen.

Som at gå på marengs

2010-03-09T10:42:00.002+01:00

Her i det Nordskånske, hvor bølleschæferen bor, har vi haft hård frost og dyb sne. Så havde vi tø i nogle dage, hvorefter frosten igen satte ind.
Tøvejret gjorde sneen drivvåd og fik den til at synke sammen til omkring tyve centimeter. Da frosten så satte ind igen, blev sneen hård. Selv jeg, der vejer over 90 kg med vindjakken på, kan gå på sneen uden at synke ned.

Da sneen de fleste steder er forsynet med dybe frosne huller efter fodspor, har schæferen ikke fået lov at løbe frit i mange dage. Det er simpelthen for farligt. Får han et ben ned i sådan et hul i fuld schæferfart, kan han nemt brække det.

Schæferen er lidt betænkelig overfor at gå på det mærkelige hvide noget, der knaser lidt i overfladen men ikke giver efter. Her til formiddag udbrød han:
”Det er ligesom at gå på marengs.”

Så kikkede vi på hinanden i et par lange sekunder. Og så spænede vi ned til konditoriet og købte to poser.

Trappefald med håneret

2010-02-27T17:31:00.003+01:00

Her for lidt siden havde jeg åbnet køkkenlågen til schæferens skab. Eller til det skab, hvor schæferens griseører og alt den slags ligger. Der gik omkring et halvt tusindedele af et sekund, så stod schæferen ved siden af mig. Og jeg skulle bare have mine sødetabletter, der står i samme skab.
Jeg sukkede og pegede med fingeren ud i luften mod stuen. Schæferen bakkede og bakkede med blikket stift rettet mod skabet. Derfor bakkede han lige ind i køleskabet.
”Hallo!”
”Ja, ja, jeg mistede lige orienteringen,” indvendte han med øjnene.
”Ligesom forleden da du faldt ned ad trappen?”
Så kikkede han bare væk og ignorerede mig.

Jeg har også benyttet enhver lejlighed de seneste dage til at vende tilbage til hans pinlige optrin ude på den udvendige trappe. Schæferen bryder sig ikke om, at jeg bringer det på bane hele tiden.

For kort tid siden var vi væk fra krageslottet her i nogle dage. I den periode sneede det en del. Samtidig må vind og vejr være gået op i en uheldig enhed, for da vi kom hjem, lå der 20 cm sne på den udvendige trappe, hvoraf de nederste 10 cm var frosset til is.
Da jeg vurderede, at det formentlig ville kræve dieseldrevet udstyr at rydde trappen, så lod jeg i første omgang være.

Næste morgen, da jeg havde været ude med schæferen, så han kunne gøre, hvad sådan nogle nu skal gøre om morgenen, så efterlod jeg ham på verandaen på toppen af trappen. Jeg fastgjorde snoren til en krummelure øverst på smedejernsrækværket.

Så gik jeg ud for at skovle sne i indkørslen. Bølleschæferen har det med at gå ud på det første eller andet trin på trappen i den slags situationer. Han ved godt, at han ikke må, og han bliver altid sendt tilbage, når jeg opdager det.

På et tidspunkt hørte jeg schæferen pive og kikkede op. Han lå nu nede for enden ad trappen. Snoren var strammet helt ud oppe fra toppen af rækværket og trak i halsbåndet, som uheldigt nok var sådan et klik- eller kvælerhalsbånd, og tillige var snoren snoet omkring mindst et bag- og forben, som begge blev trukket helt ind til kroppen. Han kunne overhovedet ikke røre sig.

Jeg satte naturligvis ny olympisk rekord i femten meter løb. Man bliver jo nervøs for brækkede ben og andre skader. Samtidig sagde jeg til mig selv, at jeg indvendigt skulle være rolig og afbalanceret, så jeg ikke påvirkede schæferen uheldigt. Ingen ønsker at en 40 kg hund går i panik i dén situation.

Jeg fik hurtigt klikket snoren af halsbåndet. Og schæferen var ikke kommet til skade. Han havde sikkert bevæget sig ud på trappen og var så gledet hele vejen ned. Han skyndte sig schæferslukøret op på verandaen igen. Og stod derefter og så ud som om intet var sket.

Men så let skal han jo ikke slippe. Jeg har tænkt mig at håne ham mindst et par uger endnu.

Solsortefed

2010-02-25T16:12:00.003+01:00

Hver morgen går jeg ud med bølleschæferen, så han kan gøre, hvad schæfere nu skal gøre dér om morgenen.
Når vi kommer tilbage til verandaen og hoveddøren, så får han en lille hundekiks. Derefter tager jeg den store pose med fuglefrø, beder schæferen blive stående på verandaen, og går ned i haven. Jeg drysser så meget, der kan ligge ud på det tilfrosne fuglebad. Det fungerer som foderbræt, så længe foderhuset står i kælderen til reparation. Stråtaget er utæt, og der var vist også noget med tagrenden.

Schæferen glor altid fuldstændig uforstående på mig, når jeg drysser endnu en mængde fuglefrø ud. Han har for længst snuset til posen med fuglefrø og rynket på schæfernæsen:
”Giver du virkelig penge for dét?”

Schæferen mener, at det er okay at fodre dyrene, så længe det er schæfere. Han har ikke forstået konceptet med fugle, som altid flyver alt for lavt hen over schæfersnuden i hans have. Jeg har forsøgt at forklare ham om fuglene i vores have: Solsorte, gråspurve, gul vipstjært og dem med det røde bryst, som vistnok er rødhals.

Schæferen synes, at de fugle får alt for meget opmærksomhed.
”Har du ikke lagt mærke til, at solsortene her i haven er blevet federe end i alle andre haver?” råber schæferen oppe fra verandaen.

Godis

2010-02-17T17:01:00.001+01:00

I køkkenet i nederste skuffe til venstre er der proppet med griseører.
Ovenover, inde på ovenskabets tredje hylde, ligger der tørrede pølsehapser i kilovis og små ruller fyldt med mums.
Og schæferen ved præcist, hvor det hele er.

I entreen står to plastikbøtter, den ene med store godbidder, den anden med små.

Hvor mange hunde der er i husstanden? Øh, kun schæferen! Om schæferen er forkælet? Nej da, nej da, nej!

Det totale sammenbrud

2010-02-15T15:17:00.002+01:00

Det var i lørdags. Jeg havde gæster. Jeg sad og så vinter OL åbningshalløj og spiste fastelavnsboller med tre søde piger på ti, tolv og otteogtredive. Ved siden af bordet sad schæferen, velopdragent vandkæmmet med butterfly og bedende, brune øjne. Jeg vidste, at på et eller andet tidspunkt – formentlig meget snart – ville en af pigerne bryde sammen og give ham en bid.

Der gik få minutter, så brød det første pigebarn sammen. Derefter fulgte de andre i det totale sammenbrud.

Jeg var klar over, at jeg havde tabt væddemålet med schæferen. Inden de kom, havde han sagt:
”Jeg knækker dem, inden der er gået fem minutter!”

Han fik ret. Han havde brugt den, her i huset, kendte schæfer-taktik ’What-ever-it-takes’. Mindre end tre minutter efter at bollerne var kommet på bordet, så overgav storesøster sig som den første. Moderen fulgte hurtigt efter. Den mest standhaftige var den lille på ti; men da hun først var knækket, så kom hun sig aldrig.

En time senere, da schæferen fik sin tørkost, sad hun og håndfodrede ham fra skålen.
”Moar, jeg vil osse ha’ sådan én!” lød det ude fra schæferens vagtstue, hvorefter moderen kikkede bebrejdende på mig.

Det skal dog understreges, at de alle tre måtte tage hver deres kvarte bolle og lægge den ud i hans skål. Schæferen må nemlig under ingen omstændigheder fodres fra sofa- eller spisebordet. Det er en fuldstændig ufravigelig regel her i huset, som schæferen udmærket kender. Han har det dog med at få pludseligt hukommelsestab, når vi får gæster.

Livet er hårdt - schæferhårdt!

2010-02-09T14:47:00.002+01:00

Her til frokost gik vi ned forbi den gamle vandmølle. Der var masser af snedybe spor fra rådyr, harer og andet at bore snydesnudeskaftet i for schæferen.

Så tog vi turen rundt om søen, ud på næsset, ind i skoven, hen over dæmningen, langs mosen, over åen og op på marken, der ligger med udsigt ned til banen, hvor X2000 kører imellem Malmø og Stockholm.

På marken var der urørt, schæfermavedyb sne. Her hentede schæferen pind. Det var hårdt at løbe i og svært at finde pinden, der faldt dybt ned; men så måtte schæfersnuden jo i arbejde.

”Det er hårdt,” råbte schæferen forpustet.
”Ja, ja, livet er hårdt – schæferhårdt!” råbte jeg tilbage.

Nu er vi kommet hjem og har spist frokost. Først jeg, så schæferen.
”Det gav god appetit,” mumler schæferen, mens han ligger og slår mave.

Så var det godt, at vi hentede mad til ham i går. Han var faktisk helt udgået, det kom lidt bag på mig. Det havde han ikke sagt noget om. Og naturligvis spiser schæferen ikke den slags tørfoder, som kan købes i det nærliggende supermarked. Det er han alt for fornem til.

Vi skulle køre 16 skumringskilometer ad knapt sneryddede veje ind i de nordskånske skove til gården, hvor vi køber hans ’AlgGutten’ med ’isländska havsalger’ der er ’tillagad med svensk färsk kyckling’. Ja, schæferen ønsker ikke at lægge gane til noget mindre end det. Det får vi i sådan en 15 kg sæk.

Havde vi ikke kørt den tur i går, så havde jeg kun stået med fryserens indhold, som er lasagne og pizza.
”Det ku’ jeg nu ellers godt ha’ klaret mig med’, brummer schæferen søvnigt.

Rolf, en schæfer blanding

2010-02-01T15:36:00.004+01:00

Jeg har fået lov af schæferen at skrive et blogindlæg, der slet ikke handler om ham denne gang. Det her er meget mere alvorligt, end det plejer at være. Selvom det er fiktion, en kortnovelle jeg skrev sidste år i en bestemt sammenhæng, så sker det hver dag et sted i verden. Det er en sag, der ligger mig meget på sinde, og schæferen har det på samme måde.

Rolf, en schæferblanding

Det var et impulskøb. En af hans kolleger havde hvalpe. De var lutter lange ører, store poter og brune øjne. Noget schæferblanding. Ikke til at stå for. Tvillingerne havde plaget lidt, og nu havde de jo fødselsdag. De døbte den Rolf. Det bestemte tvillingerne, det var jo også dem, der skulle have ansvaret.

Første dag tissede den på deres askeparket.

”Få så den hund ud. Og lær den det dér!”

Men tvillingerne var allerede i nattøj, så det måtte jo vente. Han havde et møde dagen efter, som skulle forberedes, og hans kone havde helt meldt sig ud, var mere til katte.

Rolf sprang altid glad op ad ham, når han kom fra arbejde. Masser af hundehår på bukserne. Savl på hænderne.

”Har den hund overhovedet været ude i dag?”

Men tvillingerne var til fodbold, eller noget andet.

Hunden blev hurtigt større, energisk, og kunne nå køkkenbordet når ingen så det. Det blev vinter, koldt og regnfuldt, vejr til at være indendørs. Så kom foråret, fugtigt og mudret i haven, samt hele vejen fra terrassedøren til madskålen i bryggerset.

Dyrlægen, noget øjeninfektion, diarre på gulvtæppet, et gnavet stoleben, en potteplante, hundehår i kaffekoppen, en misbilligende hustru.
”Er der ikke nogen, der kan tage sig af den hund?”
Men tvillingerne var ovre hos en skolekammerat for at lave lektier, eller noget andet.

Rolf lå med store øjne i kurven og fulgte familielivet.

”Har den hund overhovedet været ude at gå tur i denne uge?”

Det var der ingen, der rigtigt kunne huske. Og tvillingerne stod lige og skulle til judo.

”Hvad gør vi med hunden?”To ugers sommerferie i Grækenland, de havde fortjent det. Hundepensionen var godt nok dyr. Dagen før, de skulle rejse, tog han Rolf med i bilen. Ud til en rasteplads ved skoven og åbnede døren.

Ikke schæfersanktioneret

2010-01-24T14:07:00.005+01:00

Jeg møblerede om i spisekøkken og stue i går. Nu havde det stået sådan i to år, jeg trængte til noget fornyelse.
I køkkenet blev spisebordet vendt halvfems grader, det giver faktisk mere plads. I stuen blev sofaen vendt halvfems grader og sat op ad væggen ved vinduet. Stuens bedste krimistol blev flyttet over i den anden ende af stuen, hvorfra jeg kan se ind i mit arbejdsværelse, som jeg – noget indbildsk – ynder at kalde ’biblioteket’ på grund af de 671 bøger, som står i reolen.

Jamen, jeg ved godt, at folk, der har et rum i deres hus, som de kalder ’biblioteket’ ofte har tusindvis af titler stående. Men jeg er glad for mine bøger - og jeg har læst næsten dem alle - selvom der hverken er førsteudgaver eller andre sjældenheder iblandt. Der er enkelte gamle bøger med pæn bogbinderkunst, men det er generelt bøger uden særlig værdi. Alligevel kan jeg godt lide at kunne kaste et blik til venstre på dem fra krimistolen.

Ommøbleringen faldt dog ikke i god jord hos schæferen. Han stod længe og kikkede på det hele. Så gik han rundt og snusede grundigt og kritisk til hvert eneste møbel, som var flyttet. Og derefter satte han sig og nedstirrede den stol, der nu stod, hvor han plejede at ligge. Han var ikke tilfreds. Ommøbleringen var absolut ikke schæfersanktioneret.

I går aftes opdagede jeg så, at TV apparatet nu stod alt for langt fra min foretrukne stol. Schæferen godtede sig:
”Indrøm nu bare at det ikke var gennemtænkt,” begyndte han. ”Du er nødt til at flytte det hele tilbage igen.”

Eller også skulle jeg bare få købt den 42 tommers fladskærm?

En dialog om prutteposer

2010-01-13T11:56:00.003+01:00

”Har du nu igen købt de billige prutteposer?”
Jeg stod forgæves, med frosne fingre, og forsøgte at lukke en af de små, sorte poser op, så jeg kunne få schæferens dampende efterladenskaber fjernet.
Det var her i morges, det var mildt i det Nordskånske, temperaturen var steget til -3; men det blæste. Vi stod midt i sneen, på hjørnet, og med udsigt til vores eget hus.
”Du skal købe de gode prutteposer, ikke de billige. Har jeg ikke sagt det tusind gange?”
Schæferen kikkede op på mig, som om han overhovedet ikke forstod, hvad jeg mente. Først senere kom han på det indlysende argument, at jeg ikke havde givet ham nok penge med. Schæferen er ikke så hurtigt tænkende om morgenen.

Måske havde han også travlt med at komme ind igen. Han havde netop været seks dage på hundepensionen, og selvom han nyder at lege med de andre hunde dér, så er det altid rart at komme hjem i egen kurv.
Jeg har nemlig været nødt til at tage nogle dage på sygehuset. Jeg fik en virus på balancenerven - det kan i øvrigt ikke anbefales som en spændende fritidsaktivitet. Og jeg kan forstå, at der kan gå mange uger før balance- og svimmelhedsproblemer er ovre. Så nu må schæferen tage sin andel af pligterne herhjemme. Jeg tænker på madlavning, støvsugning, gå ud med affald og den slags.

”Nu er ferien slut, din badebillet,” proklamerede jeg med stor alvor dér i sneen. ”Nu må du tage et ansvar og arbejde lidt for føden, derunder hører også at købe den rigtige type prutteposer!”

Det var lige på det tidspunkt – og hvorfor skal det altid ske? – at ægteparret Jönsson kom forbi atter engang. Jönssons er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Jeg tror ikke, at de nogen sinde har haft hund. De hilste afmålt og mistænksomt i retning af denne her mærkelige dansker, der igen stod og talte højt til sin hund.
”Nu bliver du indlagt igen,” brummede schæferen.

Jul med Jesusænder

2009-12-28T16:44:00.003+01:00

Jo tak, schæferen havde en god jul.

Juleaften skulle vi tilbringe herhjemme. Vi gik en tur omkring søen om eftermiddagen, og jeg fortalte:
”Jeg havde tænkt mig risengrød i aften.”
”Nej, vi skal da have and,” svarede schæferen.
”Nå, fanger du én måske?”
Ti minutter efter kom schæferen tilbage med en svane og et blåt øje.
”Den var lidt vild, den and,” sagde han.

Den kunne ikke være i ovnen, og jeg havde ikke fået købt mælk. Så schæferen og jeg endte med at dele en tallerken med æbleskiver og et gensyn med ’Polarekspressen’ i TV, mens sneen udenfor blev grå.

Juletræ og gaver og den slags holdt vi første juledag – ja, det var nu mest schæferen, der fik gaver.
Vi holdt jul med Rullepølsen, sådan en hønselab i god foderstand med fire korte ben, og med Dumlen, der er en lille, karamelfarvet kleinspitz – og så var der for resten også noget familie.

Schæferen fik da også lige ædt lidt juleglimmer fra træets nederste grene. Det kom ud morgenen efter.

"Det er for at du bedre kan finde det i mørke, når du står og fjumrer med posen," forsøgte schæferen optimistisk at bortforklare sig med.

"Der er jo intet glimmer i det mere," forklarede jeg efter grundige studier. "Det er jo nærmest mavesyregult."

"Ja, ja, det er den nye modefarve!"

Tredje juledag var der fred igen, og schæferen og jeg gik en tur omkring vores lokale sø. Vi så Jesusænder. Ja, det kaldte schæferen dem altså. Han har aldrig før set tynd is i vandoverfladen dækket af et lag smeltevand øverst.
Jeg talte 70 ænder, der vraltede rundt 10 meter ude i søen.

Godt nytår!

En blå balladebold

2009-12-21T12:11:00.002+01:00

Klokken er 18.30, stuen ligger hen i halvmørke, sådan er det her hos os i december måned. Vi har de typiske svenske adventsstager med lys i vinduerne og nogle fyrfadslys inde i smukke keramikjuletræer og keramikhuse med snedækkede tage og tårnværelser, så der er ikke brug for det sædvanlige skarpe lys.
Schæferen kommer ind fra venstre, helt hen til lænestolen, med sin lille blå balladebold i munden. Jeg afviser ham. Der er ’Seinfeld’ på svensk TV6, og jeg må jo have min daglige vitaminindsprøjtning af humor på højt plan, det kan enhver vel forstå.
Så går han tværs over sendefladen og ind fra højre. Jeg brummer lidt irriteret, vil nødig gå glip af noget. Det burde selv en schæfer da kunne forstå.

Schæferen går ud i stuens halvmørke og rusker balladebolden fra side til side, åbenbart er den ikke helt død. At ”slå sine ting ihjel” gør han ellers ikke særlig tit; men nu bliver han ved.
Jeg knipser med fingrene og peger mod gulvet. Han lægger sig i den anden ende af stuen og falder til ro.

Da ’Seinfeld’ er slut en halv time senere, vil jeg skifte kanal til anden opbyggelig kultur, der er ’Two and a half men’ på TV3; men opdager at schæferen ligger så underligt med munden. Jeg kan ikke helt se, hvad det er i halvmørket, så jeg tænder lampen.
Schæferen ligger med den blå balladebold i munden. Det gør han ellers normalt aldrig. Det må da også være ubehageligt, når man ligger og hviler, tænker jeg, ryster på hovedet, slukker lyset og griber fjernbetjeningen.

Men det undrer mig alligevel så meget, at jeg ombestemmer mig, tænder lyset, går hen til schæferen og beder ham give mig bolden. Jeg rækker ned efter den, og han åbner straks schæfer-gabet; men den blå balladebold flytter sig ikke.
Det viser sig, at han har jaget en af de lange hjørnetænder durk igennem boldens plastoverflade og den sidder uhjælpeligt fast i overmunden - i hvert fald for en schæfer. Det var derfor, han kom hen til mig for mere end en halv time siden. Jeg får straks et anfald af dårlig samvittighed.
Jeg trækker den fri med et ”plop.”
”Puha, jeg troede, at jeg skulle leve med den bold i munden resten af livet,” stønner schæferen lettet med øjnene. ”Og hvordan skulle jeg så få noget at spise?”

De har stjålet schæferens skov

2009-12-16T17:04:00.003+01:00

De har stjålet schæferens skov. Den er væk, forsvundet, lagt ned, kørt væk, pist borte.

Den ligger fire minutter kørsel fra, hvor vi bor. Vi har ikke været derude et stykke tid. Først var der perioden med elgjagt, dér holder vi os væk fra skoven. Tidligere i år fik vi jo et indregnet område, hvor hundene kan løbe frit nede ved søen, der har vi været en del. Så igennem et par måneder har vi ikke besøgt schæferens skov. Nu tog vi derud, og så var den bare væk.

Schæferens skov var et af de få steder i naturlig skov, hvor der var afstand imellem træerne på dansk vis. Det meste svensk skov er plantet tæt og svært at komme igennem. I Sverige er skove forretning og ikke rekreativt område. Men schæferens skov lignede en dansk bøgeskov.
Området var på 10-12 tdl., hvorefter det gik over i mere typisk svensk skov med mosearealer og tæt underskov. En tredjedel af området bestod af ”svampen”. Det kaldte vi den, fordi der var et underlag af mosbevoksning. Det sugede og medførte, at der aldrig stod blankt vand, selv ikke lige efter et regnskyl. Da træerne samtidig havde høje, nøgne stammer langt op og stod med god afstand, var det et perfekt område at kaste med pind, når alle andre steder var våde og mudrede.

Men nu er den væk. 10-15 tdl. land er fældet. Det står nu som et interplanetarisk månelandskab med store kratere fra træernes rødder og gennemskåret af meterdybe hjulspor fra skovmaskiner på størrelse med mellemstore udlejningsejendomme.

”Kan de bare sådan stjæle min skov?” spørger schæferen.

Desværre ja, i Sverige er skov en forretning, enhver skov kan pludselig forsvinde, enhver udsigt forandres. Så den hyggelige fritidstorp i svenskrød, som den danske familie har i skovbrynet, kan en dag, de kommer derop, ligge på en bar mark, hvis ikke en del af skoven ligger på egen grund.

Forkølet schæfer

2009-12-11T09:48:00.001+01:00

Schæferen er forknnølet. Sådan kan det gå, når man stikker snudeskaftet for langt frem.

Han ligger på sofaen med dyne og lommetørklæde, kamillethe og halspastiller, tegneseriehæfte og selvmedlidenhed.

Schæferen er jo en hanhund, så er han er selvfølgelig meget syg og plejekrævende. Som enhver ved, så bliver vi mænd meget syge, når vi er syge. Vi er faktisk altid liige ved at dø.
Det er schæferen også. Han har det meget slemt forsøger han at sige med et plaget brunt blik. I hvert fald indtil man vifter med et griseøre, så står han lige pludselig ude på gulvet med savl drivende fra de krumme hjørnetænder. Og så er det, at det går op for mig:

”Du har nok spist for mange griseøre, du har fået svineinfluenza,” foreslår jeg.
”Svineinfluenza? Nej, det får en stor og farlig schæfer da ikke, det ville være nedværdigende,” klynker han. ”Det må være meget voldsommere og farligere. Mindst vildsvineinfluenza!”

Hjemmerøveri - eller schæferen og resterne af en fyldningsdør

2009-12-02T22:14:00.002+01:00

Det var en nat i sidste uge, klokken var fire, fandt jeg senere ud af.

Jeg sov, da soveværelsesdøren blev sparket ind og stadig liggende i sengen, fik jeg et hårdt slag over knæet med et boldtræ.
Jeg trillede til venstre, ud over sengekanten, greb pebersprayen på nederste hylde i natbordet og lavede et forlæns rullefald, så godt jeg nu huskede øvelsen, hen over gulvet. Da jeg kom på benene i den modsatte ende af soveværelset, sendte jeg en pebertåge i vifteform ud i mørket.

Der var helt stille.

Øjeblikket efter hørte jeg voldsom larm op ad trappen. Så bragede schæferen ind ad døren uden at åbne den først. Det var ellers sådan en pæn fyldningsdør.
Hunde ser fire-fem gange bedre end os mennesker i mørke, så schæferen stoppede lige indenfor døren og brød sammen af grin.

Jeg fik tændt lyset og taget et overblik. Den ene af de høje, tunge skabsdøre lå hen over gulvet og op i fodenden af sengen. Det ene af de tre hængsler havde længe været i stykker, og på det seneste havde den tillige hængt lidt løst i de to andre. Jeg havde ikke fået gjort noget ved det, man har jo så meget.
Men nu havde de to resterende hængsler altså givet op. Skabsdøren havde mistet balancen ud i rummet, var faldet med et voldsomt brag og den øverste kant havde ramt i mit knæ i sengen. Det havde startet et splitsekund af en drøm, inden jeg vågnede.

Jeg skal hilse og sige, at man føler sig lidt dum, når man har tømt en halv peberspray mod en angribende skabsdør i sit eget soveværelse, mens en schæfer står i resterne af en fyldningsdør og sprutter af grin.

NB: Jeg bor i Sverige, hvor overfalds- og peberspray er lovlige uden våbentilladelse. Peberspray er en del af min udrustning, når jeg fluefisker i bjørnerige områder.

Ingen handy-hund

2009-11-19T15:53:00.002+01:00

I går susede efteråret om hushjørnet og ind over verandaen sammen med affaldsbeholdere og mindre pudler.
Jeg bor i et træhus fra 1910. Det snakker en del med, når vinden blæser med vindstyrke 7-8. Schæferen var utilfreds med al den larm, han lå lige og så ”Arga snickaren” på kanel 5 her i det Skånske.

Det er sådan et byggeprogram, hvor snedkeren rykker ud med sit team til husejere, som er gået i stå i en hovedløs ombygning. Mod at færdiggøre den erhverver han sig ret til at skælde ud på dem en times tid i bedste sendetid. De får læst og påskrevet om manglende planlægning og overvurdering af egne evner. Det er åbenbart meget populært hos seerne. Og også hos schæferen.

Ikke fordi schæferen er på nogen måde er en snedker-schæfer eller en handy-hund. Han er faktisk så uhandy, som han kan blive. Han mangler fundamental forståelse for praktiske opgaver. Når jeg har kastet en hundekiks til ham, og den ryger ned imellem kurven og væggen, så forsøger han at flytte kurven, mens han selv står i den. Helt ærligt …?

Jeg tror simpelthen, at hans poter er skruet forkert på til praktisk husarbejde.
”Det er fordi den ene er med linksgevind og den anden med almindeligt gevind. Så en af dem skruer sig altid af ved hårdt manuelt arbejde”, siger schæferen i baggrunden.
Han siger så meget.

Som en ren refleks

2009-11-12T20:32:00.004+01:00

Nu er det den mørke tid. Schæferen og jeg har lige gået en tur her efter mørkets frembrud iført matchende reflekser.

Er det fornuftigt? JA! Er det smart? NEJ! Og hvad vælger mænd normalt, når de har valget imellem smart og fornuftigt? Bare tænk på biler. Rigtigt!

Principielt vil jeg jo hellere blive antruffet død end iført refleksvest – i øvrigt en meget sandsynlig udgang på en gåtur i mørke uden reflekser. Men nu bor jeg her i Skåne, og svenskere er jo så fantastisk fornuftige. Her er det en selvfølge at gå i refleksvest efter mørkets frembrud. Og man må jo hyle med de ulve, man er iblandt.
Formentlig er den ulv, der løber rundt herude i skoven (se tidl. indlæg), også blevet indkaldt og forsynet med reflekshalsbånd her ved overgangen til normal vintertid. Det er jo Sverige.

Og naturligvis har den svenske hund også reflekser, enten i form af vest/dækken eller halsbånd. Schæferen har dog nedlagt absolut forbud imod et refleksdækken.
”Jeg vil jo ikke ligne en pjokleder”, siger han. Så han har fået et gult reflekshalsbånd.

En ulv uden fornemmelse for god markedsføring

2009-11-02T16:42:00.003+01:00

Sytten døde får (sytten!) er netop blevet fundet her i trakten i det nordligste Skåne, hvor schæferen bor.
”Det var ikke mig,” påstår bølle-schæferen i baggrunden.

En besigtigelsesmand fra Länsstyrelsen har konstateret, at de er blevet dræbt af en ulv.

”Den ulv har ikke megen fornemmelse for god markedsføring”, brummer schæferen.

Man mener kun at der har været én ulv på spil. Det er uden tvivl den samme ulv, som har været i området i mindst ni uger nu. En ulv kan godt gå i blodrus, ligesom en ræv i et hønsehus, og dræbe mere end den kan spise.
Fåreavlere i området rådes til at tage dyrene ind om natten, tjekke deres indhegninger og eventuelt supplere med elhegn.

Det er tilladt at skyde en angribende ulv, hvis man har taget sikkerhedsforanstaltninger som ovenfor. Ellers er det ikke tilladt at jage ulve. Nu er der selvfølgelig bønder her i området, som mener, at ulven skal skydes. De har ansøgt om tilladelse. Ulven har også her i weekenden angrebet en jagthund under en jagt. Hunden overlevede. Men det er altså ikke spor usædvanligt, det sker jævnligt under elgjagt længere oppe i Sverige, i de områder hvor der lever mange ulve. Hvis ulven opfatter hunden som en konkurrent, der er kommet ind på dens enemærker, så vil den jage hunden væk eller gå til angreb. Det er en helt naturlig reaktion for en ulv.

Det er synd for fårene og en udgift, eller i hvert fald en ulejlighed, for fåreavlerne; men jeg synes altså stadig, at det er lidt hyggeligt med en ulv ude i skoven. For min skyld måtte der meget gerne komme en hel flok.

Spørgsmålet er, om der er penge i at leje en hyrdehund ud til fåreavlerne lige nu? tænker jeg og kikker indgående på schæferen …

Vintertid

2009-10-25T10:51:00.002+01:00

Schæferen er ikke tilhænger af det her med sommer- og vintertid.

Vi går en lang tur hver dag ret præcist kl. 12.00, hvor han gerne får mulighed for at løbe frit. Hver gang, vi overgår til vintertid, så sidder han klar med hovedet spørgende på skrå allerede klokken ti minutter i elleve (almindelig dansk vintertid).

De følgende par dage gør han mig, på cirka samme tidspunkt, stædigt opmærksom på, at vintertid ikke er schæfer-sanktioneret.

Det er lettere, når vi går til sommertid, fordi så sker alt det sjove en time tidligere. Det er til at schæfer-forstå.

Det har ikke gjort det bedre, at det både i går og i dag har været efterårsregn og –blæst. Jeg må indrømme, at jeg gjorde vores ture i går lidt kortere end normalt. Jeg er egentlig glad for at være i naturen, og det kan såmænd også være ganske interessant i regnvejr; men mit førstevalg i regn og rusk er i stolen, ved siden af den svenske porcelænskakkelovn fra 1910, med en god bog i hånden.

Det er ikke schæferens førstevalg. Han er ligeglad med regn og rusk. Engang havde jeg en Grand Danois, han vendte gerne om i døren, hvis det regnede. Det var rart.

Når vi kommer hjem fra en regnvejrstur, så er bølle-schæferen jo drivvåd. Så skal han tørres med et stort badehåndklæde ude på verandaen. Fordi hans pels ser helt fluffy ud bagefter, så hedder det her i huset at blive fluffiet.

Schæferen elsker at blive fluffiet. Det rangerer helt oppe på højde med et stykke med leverpostej. Og det bliver – puha – nok også nødvendigt, når vi skal ud i dag ved frokosttid.

Der er en ulv ude i skoven

2009-10-16T10:40:00.003+02:00

I sidste uge tog en ulv et lam lige her syd for byen. Og for et par dage siden blev den fotograferet med en mobiltlf. lige her øst for. Det er formentlig en ensom strejfer, der er kommet lidt langt sydpå; men vi har dem jævnligt her i området, selvom der ikke altid er skudsikkert bevis.

I følge eksperterne så var der senest ulve her i området i 2004. Men det var seneste gang, det var dokumenteret. Der er set ulve flere gange i den mellemliggende periode, de er bare ikke blevet fotograferet, og der har ikke været andet sikkert bevis.

Potespor er meget svære at bruge som bevis for ulve. Store hunde, specielt store blandingsracer, kan afsætte spor, som selv eksperter har meget svært ved at skelne fra ulve. Ofte følger eksperterne sporet længe, måske en kilometer eller mere, og baserer deres dom mere på den adfærd, som sporene viser end på sporene i sig selv.I denne omgang var der da også en ekspert ude og sige i medierne, at det næppe var en ulv, der var på spil, til trods for lammet, for spor og at flere mennesker indenfor de seneste uger har rapporteret, at de har set en ulv i området. Men det var altså inden, der kom et fotos på bordet.

Selvom det gamle grænseland her i det allernordligste Skåne, hvor jeg bor, er mere tætbefolket og bebygget end ulvenes normale levesteder længere oppe i Sverige, så er der egentlig intet til hinder for at en ulveflok eller to kunne leve mere eller mindre fast her i området. Der er skove nok, og en ulveflok har et stort revir, typisk omkring 200 km2 eller mere.

Selvom vi har en del vildsvin, som ulven kan jage, så skal folk nok, i så fald, vænne sig til, at der engang imellem ryger et par husdyr. Et lam, et får og lignende. Også kæledyr kan være i fare, katte og hunde der løber frit i skov og på mark. Men der er absolut ingen fare for mennesker.

Til trods for ulvens ikke alt for gode omdømme findes der historisk intet belæg for, at ulve skulle jage eller uprovokeret gå til angreb på mennesker.

Jeg synes, at det er lidt hyggeligt - godt nok ikke for lammet, men sådan er det jo i naturen.

Nu kommer schæferen travende ind i stuen for at sprede glæde og hundehår. Med sin sædvanlige schæfer-attitude som om han er universets centrum. Han kikker undersøgende på mig:
”Det der med ulven er jo noget, du har arrangeret, er det ikke?” siger han.
”Hvad?”
”Ja, du har jo lige udgivet din krimi NÅR ULVE JAGER. Den er lige nødlandet hos boghandlerne for et par dage siden. Synes du ikke, det er lidt mistænkeligt, at netop nu er der en ulv, der jager her ude i skoven?”
”Jamen, jeg kan ikke gøre for … og hvad mener du i øvrigt med nødlandet, dit uforskammede pelsdyr?”
”Synes du ikke, at den er lidt for tyk, lidt for reklame-smart, pjokleder?” svarer schæferen aldeles upåvirket.

På den baggrund vil jeg godt lige dokumentere min påstand med følgende link med foto af ulven: http://www.nsk.se/article/20091011/NYHETER/710119911

"Når ulve jager” af Per Lau Jensen, krimi/thriller, ISBN 9788776916428, kan nu bestilles hos alle boghandlere samt i over 1.000 online-bogshops. Kan f.eks. bestilles på dette link: http://www.saxo.com/dk/item/per-lau-jensen-naar-ulve-jager-paperback.aspx?utm_campaign=Forfatterskole%202009%20oktober&utm_medium=referral&utm_source=per%20lau%20jensen&utm_content=link%20til%20naar%20ulve%20jager

Da schæfer-ekspressen blev afsporet

2009-10-15T14:24:00.003+02:00

At have hund er en farlig sportsgren. Jeg har ondt i ryggen på anden uge nu.

Hver dag ved frokosttid så går vi en tur i skoven, ud på marken eller ned til den indhegnede ”hundpark”. Under alle omstændigheder et sted hvor schæferen kan løbe frit uden snor, så han kan få sin motion og få brugt sin energi.

En af hans store fornøjelser er, når jeg kaster en pind, som han skal hente. Nogen gange har jeg i stedet taget en eller anden af hans plastikting med snor i med. Så kaster vi med den i stedet. Når han har hentet den, så løber han i høj hastighed tilbage og tæt forbi mig. Derefter tager han et par æresrunder, indtil han ender foran mig og afleverer plastiktingen/pinden til et nyt kast.

For lidt over en uge siden, da vi var på besøg i Danmark, var vi ved frokosttid ude på et nyudstykket område, hvor vejene var anlagt; men parcellerne lå stadig hen som mark. Jeg kastede en plastikting ind over markerne, og schæferen spurtede af sted. Det var tredje eller fjerde gang, jeg kastede, schæferen var stadig fuld af energi. Han hentede plastiksagen og havde vel 25-30 meter at accelerere tilbage på. Han drønede mod mig, jeg stod på vejen med sådan en belægning af små fliser.

Om jeg bevægede mig, og dermed forvirrede schæferen, husker jeg faktisk ikke, det kan meget vel have været min egen skyld. I hvert fald ændrede schæfer-ekspressen mening sådan cirka 1½ meter før mig og forsøgte at skifte retning for at løbe højre om i stedet for venstre om.
Hans poter skred på fliseunderlaget, og han fik kun ændret retning med halvdelen af det nødvendige og styrede lige imod mig.

Jeg er ikke sådan at flytte, jeg vejer på den tunge side af 90 kg med vindjakken på; men 40 kg veltrænede schæfermuskler og hårde schæferknogler i en ukontrolleret nødlanding kan formentlig lave hul i en kampvogn. Schæferen ramte mig med høj hastighed, jeg fløj op i luften og landede et øjeblik efter. Desværre så uheldigt, at jeg landede på schæferen. Jeg kunne mærke hans ene forben under min ryg, og han hylede højt. I det øjeblik blev jeg naturligvis frygtelig bange for et brækket schæferben.

Jeg trillede rundt på vejen, mærkede en ubehagelig smerte i ryggen og lå stille. Men så bemærkede jeg schæferen, som stod og støttede på tre ben, mens han peb. Så kom jeg op i en fart, huskede ikke at ynke ham eller vise medlidenhed, men var selvfølgelig voldsomt bekymret.

Efter et par minutter begyndte han heldigvis at støtte på alle fire ben igen og gik uden at halte. Jeg åndede lettet op. Men han ignorerede sin plastikting og stod i stedet længe tæt op ad mig.
”Undskyld”, sagde hans øjne vist.

Et par minutter efter gik det op for mig, hvor ondt jeg egentlig havde i ryggen. Og det har jeg stadig. Men hellere mig end schæferen – og sådan har de fleste hundeejere det vel.

Schæfer på ferie

2009-10-05T18:20:00.003+02:00

Schæferen har været på ferie. Dels sammen med mig, vi har kørt mere end 2.000 km, hvor han har været agterskytte på V70’eren, dels for sig selv.

Schæferen har gøet af danske hunde fra Skagen til Gedser - næsten. Tilsyneladende kunne de alle sammen godt forstå, hvad han mente. Og han har set mere hav end nogensinde før. Han har gået i sandet ved Vesterhavet, skuet ud over bælterne og Kattegat og lavet en agterskytte pejling mod Falsterbo.

Vi var bl.a. på besøg hos en god ven, en smuk og meget sød pige, som schæferen gerne ville indynde sig hos – ikke mindst fordi hun var så god til mandelkage og marengs. Hun kan godt lide gravhunde, så schæferen gravede straks et hul i græsplænen. Det var ikke vejen til popularitet; men hun tog det nu pænt.

At tage på ferie med sin schæfer er naturligvis en større videnskab – altså når man bor i Sverige. Dels skal hunden jo have sit eget pas. Derud over er der regler om ormekur. Meget indviklede regler, vel at mærke.
Sverige er ”dvärgbandmask” frit område. Det tror de svenske myndigheder i hvert fald på. Denne frygtede og dødsensfarlige orm trives særdeles godt på det europæiske kontinent og i farlige Danmark, så restriktioner er naturligvis påkrævet.
Hunden skal have en ormekur højst 10 dage før, den indføres i Sverige, og de svenske myndigheder pointerer med stor alvor, at man også bør give pelsdyret ormekur hver 28. dag, mens man er bortrejst. Når man kommer tilbage til Sverige, er man forpligtet til at samle dyrets afføring op de første 3 dage.
Hvis man rejser meget, så kan man få et ”4-veckors-intyg” hos den svenske dyrlæge. Det er et alvorligt dokument, hvor man forpligter sig til, under dyrlægens skarpe tilsyn, at give sin hund en ormekur hver 28. dag. Det er en højtidelig sag, hvor selv bilens registreringsnummer skal anføres.

Dette er en EU-særregel, som Sverige desværre fik forlænget for et års tid siden, da den første gang udløb. Reglerne er frygteligt indviklede, f.eks. gjaldt en ormekur hos en dansk dyrlæge kun i 10 dage og ikke i 28, fordi den var indført i passet og ikke på en særskilt pendler-formular (4-veckors-intyg).

Et spørgsmål, man kan stille sig selv, hvis man pendler med sin hund imellem Danmark og Sverige, er om det er sundt for hunden at få en ormekur hver 4. uge?

Schæferen var også lige et par dage på pension. Han kom hjem med et halsbånd og en snor, som ikke var hans egen. Det er ligesom at sende et barn i skole, og det kommer hjem med forkerte vanter og halstørklæde. Det burde være ret enkelt lige at være opmærksom på det; men det er åbenbart for store forventninger at stille til schæferen.
”Jamen, jeg legede lige så godt, så …” prøver han at bortforklare.
Nå, pensionen kørte forbi med det rigtige senere på dagen, så det var jo flot service.

Nu er det hverdag igen for schæferen. Og … nå ja, det er jo også ren ferie.

"Når ulve jager” af Per Lau Jensen, krimi/thriller, ISBN 9788776916428, kan om få dage bestilles hos alle boghandlere samt i over 1.000 online-bogshops.

Byvandring

2009-09-13T19:13:00.004+02:00

”Der står halvtreds mennesker ude i indkørslen og vil ha’ min autograf. Hvor er mine solbriller?” spurgte schæferen.
”Hvad?”
Jeg kikkede ud af vinduet. Der stod tredive mennesker i min indkørsel. På verandaen stod en dame og hævede armen for at bede om stilhed. Så tog hun en megafon frem.
”Det er da bare byvandring”, forklarede jeg schæferen.
”Byvandring?”
”Ja, historisk byvandring. Vores hus har en historisk værdi og interesse”.
”Ja, den kendte schæfer bor her!”
”Nej … det var ikke lige det.”

Her i byen arrangerer man sådan en historisk byvandring engang imellem, hvor historien om de forskellige huse og veje bliver fortalt på åstedet. En rigtig god idé. Derfor havde en dame lidt forinden banket på min dør og spurgt, om man måtte tage min indkørsel og forhave i besiddelse et kvarters tid. Det var selvfølgelig helt i orden.

Men jeg havde glemt at informere schæferen. Og han blev lidt utilfreds, da damen begyndte at tale i sin megafon. En megafon på hans veranda var at stramme den en tak for meget, syntes han. Jeg måtte lige overbevise ham om, at han skulle holde mund.

Da hun havde fortalt historien om huset og dets beboere før i tiden, kom der et spørgsmål fra forsamlingen, hørte jeg, om hvem der boede her i dag. Hun fortalte, at der boede en ”meget venlig dansker”. De er høflige, de svenskere. Og så var det, at det gik galt.
Fra forsamlingen lød endnu et spørgsmål: ”Bor der ikke også en schæfer?” (Og det er virkelig sandt, det BLEV der spurgt om).
Schæferen spidsede straks ører – som om de ikke var spidse nok i forvejen.
”Hørte du det, hørte du det? De spørger om schæferen bor her”.
”Nej, der blev spurgt om EN schæfer, det er noget helt andet”.

Da vi var ude at gå til aften og mødte sværvægtsweileren, glemte schæferen helt at gø.
”Der stod halvtreds mennesker i min forhave tidligere i dag”, forklarede han. ”Det er svært at komme ud ad døren og gå i fred, når man har egen blog og er så berømt som jeg. Men det ved du jo selvfølgelig ikke noget om, sværvægtsweiler”.

”Når ulve jager” af Per Lau Jensen, krimi/thriller, ISBN 9788776916428, udkommer 1. oktober 2009 og vil kunne bestilles hos alle boghandlere samt i over 1.000 online-bogshops.

Agterskytte på en V70'er

2009-09-09T17:06:00.003+02:00

Sergent schæfer har været agterskytte på V70’eren på et længere togt. Det tog han meget alvorligt.
Vi har været i Jylland. Fem dage. En tur på 510 km hver vej. Det kan man jo sagtens gøre med en hund.

Behovet for pauser veksler jo nok fra hund til hund. Bølle-schæferen slapper meget godt af i bilen. Han ligger og hviler noget af tiden, og på andre tidspunkter sidder han og kikker meget interesseret ud af bagruden. Overvåger hvad der sker i luftrummet bag og er klar til at gribe ind som en ægte agterskytte der ved, at besætningens liv kan afhænge af hans overvågenhed.

Schæferen er nem at køre med. Der er ingen gøen og ingen vrøvl. Kun når vi kører langsomt igennem en by og blinklyset kommer i gang. Så tror han, at vi muligvis skal ind at stoppe og ud at løbe eller noget andet meget spændende. Så piber han, som schæfere jo så ofte gør.

Jeg har altid en flaske vand med til ham, når vi kører længere ture. 2 pauser med mulighed for at tisse og få lidt at drikke på 510 km passer tilsyneladende schæferen fint. Og det er perfekt, for det falder meget godt sammen med mit eget behov for pauser.

Schæferen har aldrig før set så meget vand. Vi var over både Øresundsbroen, Storebæltsbroen, Lillebæltsbroen og Vejle bro.
”Også Holstebro!” råber schæferen i baggrunden.
Okay, ja … selvfølgelig

”Når ulve jager” af Per Lau Jensen, ISBN 9788776916428, udkommer 1. oktober 2009 og vil kunne bestilles hos alle boghandlere samt i over 1.000 online-bogshops.

Kender I schæfer-Kaj?

2009-08-27T10:23:00.007+02:00

For nogle dage siden fik jeg en mail fra Elsebeth Egholm, som er en af Danmarks bedste krimiforfattere. Jeg viste den til bølle-schæferen.

Han har ellers ikke været helt begejstret for Elsebeth Egholm. Jeg blev nemlig så optaget, da jeg læste hendes forrige krimi, at jeg en dag helt glemte schæferens frokost-tur. Det har han aldrig tilgivet.

Elsebeth Egholm skrev om sin nye krimi, VOLD OG MAGT, der netop er udkommet. Jeg havde samme dag set den få en kanon-anmeldelse i Berlingske Tidende, hvor man skrev, at det var den bedste fra hende indtil videre. Hun fortalte, at det sikkert ville glæde schæferen, at der er en schæfer med i hendes bog, den hedder Kaj. Det gjorde straks bølle-schæferen til fan.

Han har nemlig den faste opfattelse, at der er for få hunde i dansk litteratur. Og det gik jo helt galt forleden, da det gik op for ham, at der ingen hunde er med i min bog, der udkommer her om en måneds tid. Jeg har prøvet at forklare, at der er ulve med (øh, en slags ulve …). Det hjalp ikke.

Så nu må jeg jo nok læse højt for bølle-schæferen om schæfer-Kaj.

Lige nu ligger sergent-schæfer i sin kurv ude i sit værelse, som jeg kalder ”vagtstuen”, fordi han er uddannet security-schæfer, og fordi værelset ligger lige ved siden af hoveddøren. Han har været et par dage på pension. Dér forvekslede han desværre et mudderhul på marken med det lokale søbad. Søbadet har en lille hundestrand, og vi kommer der jævnligt i sommerens løb. I søbadet plejer han at blive ren, det var ikke tilfældet i mudderhullet, kan jeg hilse og sige. Det gav anledning en større afvaskning, før han fik lov at komme indendørs.

Han kan godt lide at være på pensionen, hvor der er masser af legekammerater, og de går sammen i store løbegårde; men det er også altid rart at komme hjem igen.
”Godt at være tilbage i sin egen kurv”, brummer han uden at åbne øjnene, mens han venter på at høre mere om schæfer-Kaj.

Elsebeth Egholm: "Vold og magt". Udkom 20. august 2009

”Når ulve jager” af Per Lau Jensen, ISBN 9788776916428, udkommer 1. oktober 2009 og vil kunne fås hos alle boghandlere og hos alle de store e-boghandlere.

En kamp-Russell

2009-08-12T20:56:00.004+02:00

Schæferen blev angrebet af en Jack Russell terrier i dag. Det var i byens nye hundeindhegning. Schæferen og en sød lille Westi gik løs i indhegningen, og ejeren og jeg gik og sludrede.
Så kom der en Jack Russell trækkende med sin ejer. Jeg burde måske have reageret på den dårlige energi, som den fremviste; men man tror jo som udgangspunkt, at ejeren bedst kan vurdere om det er forsvarligt at slippe hunden løs.

Det var det ikke. Den gik direkte, og uden yderligere varsel, til angreb på schæferen. Den gik så langt fra hans tandsæt som muligt, efter maven og bagdelen. Der var ikke kun tale om markeringer. Den angreb mange gange, den blev ved og ved. Den ene gang så jeg klart og tydeligt, at den havde schæferpels i munden bagefter.

Man vil jo nødig have at ens hund kommer til skade eller skader en anden hund. På grund af størrelsesforskellen kunne det jo gå helt galt, hvis schæferen blev virkelig sur. Schæferen forsvarede sig men nøjedes tilsyneladende med at markere.

Jeg røg imellem allerede sekunder efter, det startede. Jeg har prøvet det før, men primært med store hunde. Normalt vil en hund stoppe angrebet, når man beslutsomt går imellem. Men ikke den her Jack Russell. Jeg fik flere gange markeret bid ved en hurtig berøring med hånden på dens hals, ligesom jeg gjorde med schæferen. Schæferen stoppede; men den lille Jack Russell var usædvanlig hurtig og smuttede hver gang over på den anden side af schæferen og gik til angreb igen. Da jeg først skulle omkring schæferen for at komme imellem, så kom jeg hele tiden for sent.

En enkelt gang lykkedes det at få fat på den lille og holde den til jorden et par sekunder, men da det foregik hen over schæferens ryg, så havde den held til at sno sig fri. Og det fik den ikke til at opgive. Til sidst valgte jeg at koncentrere mig om schæferen og holde ham i den naive tro, at den anden hunds ejer endelig ville komme på banen. Men nej, hun blandede sig ikke.

Da det var overstået, kom Jack Russell ejeren på banen med et belærende foredrag om, at den slags skulle man ikke blande sig i. Det fandt hundene selv ud af. Om hun virkelig var af den opfattelse, eller det bare var en belejlig holdning, dannet af at have en Jack Russell helt udenfor kontrol, skal jeg ikke kunne sige.

Min holdning er den, at hunde ikke skal slås for øjnene af deres ejere. De skal ikke engang opføre sig dominant, fordi det gør en hund eller en ulv ikke foran sin flokleder. Så giver man sin hund lov til dét, så vil hunden ikke se én som flokleder. Det er mangel på lederskab.
Endvidere mener jeg, at man altid som hundeejer skal tage hånd om sin hund og få den væk fra en konfrontation, hvis den anden hundeejer har et ønske derom. I øvrigt uanset om man er enig i situationens alvor eller ej. Det burde vel egentlig være indlysende.

”Var det en af de der kamphunde, som de taler så meget om?” spurgte schæferen på vej hen til bilen. Ellers tog han det helt roligt, som hunde jo gør. De lever i nuet og har ofte glemt den slags et øjeblik efter. Han har ingen sår, men jeg kan godt se, at der er forsvundet lidt pels et par steder - bare sådan en mundfuld.

En triller

2009-08-04T11:35:00.004+02:00

Katten kom ubekymret gående omkring hushjørnet. Jeg så den ud ad øjenkrogen. Den fulgte, hvad der sikkert var dens normale usynlige sti hen forbi trappen til verandaen. Mig ville den blæse et stykke. Da den var lige udfor trappen, fik den øje på schæferen. Den frøs midt i en bevægelse.

Schæferen lå på maven på verandaen og finpudsede sit energispareprogram. Han hvilede hovedet på gulvet, som om det var alt for tungt at holde oppe ved egen hjælp. Han lå en meter inde på verandaen. Og det gav en blind vinkel, og det var lige netop dér, katten bevægede sig. Schæferen opdagede intet.

Efter at have stået stille i nogle sekunder sneg katten sig hurtigt videre og forsvandt omkring det andet hushjørne. Der gik derefter cirka 10 sekunder, så begyndte schæferens næsebor at vibrere. Duften af kat havde nået ham. Derefter åbnede han øjnene, så løftede han hovedet, og endelig rejste han sig helt op. Lugtesansen arbejdede, mens han spejdede rundt i haven.

Han vendte sig om mod mig. Hans øjne sagde:
”Hvor er den kat?”
Jeg trak på skulderne. Jeg havde travlt med at læse.
”Hjælp mig nu med at lede. Det dér kan vel ikke være så vigtigt”, brummede schæferen irriteret over min manglende entusiasme.
”Er du tosset. Det er da min ombrydningskorrektur”, udbrød jeg og nikkede i retning af papirbunken.
”Åh, er det din bog?” schæferen sukkede. ”Jeg troede da ikke, at det var ombrydende, jeg troede mere, at det var nedbrydende litteratur”, sagde han og virkede svært tilpas over sin egen humoristiske sans. Jeg nøjedes med et smil, der knapt nåede længere end til mundvigen.
”Jeg skal sørge for, at du får dit eget signerede eksemplar af bogen”, forsøgte jeg sarkastisk
”Det lyder godt, så kan jeg trille rundt med den i stuen”, schæferen så ned på sin bold, der snart var tygget helt i stykker.
”Trille, jamen … en bog kan da ikke trille?”
”Du sagde da, det var en triller?”
”Ja, en thriller eller krimi. Men schæfer for pokker, det betyder da ikke …”
Så var han fornærmet.
”Nå, så må jeg jo nøjes med at læse i den. Hvor mange hunde er der med?”
”Øh … jo, ser du … altså, det forholder sig således …”
”Du sidder ikke her, forfatter pjokleder, og fortæller mig at der ikke er én eneste hund med i din bog?” han stirrede schæfer-koldt på mig.
”Altså … det er jo, øh …”
”Du har skrevet på den bog i et år. Et års arbejde der slet ikke er hunderelateret. Er der ikke en lov mod den slags?”
”Jamen, der er en hund med i det nye manuskript, som jeg skriver på. En schæferhund endda”, forsøgte jeg patetisk.
”Hmm …”
”Og jeg vil gerne ha’ dig, schæfer, til at læse det igennem som schæfer-ekspert, såkaldt betalæser-schæfer, og fortælle mig om jeg beskriver sådan en schæfer på den rigtige måde. Hvad siger du til det, måske kan jeg endda takke dig i forordet?”

Lidt formildet blev han. Men jeg måtte også love at gå til bageren efter en kage til kaffen senere. Katten glemte han.

P.S. ”Når ulve jager” af Per Lau Jensen, ISBN 9788776916428, udkommer 1. oktober 2009 og vil kunne fås hos alle boghandlere og hos alle de store e-boghandlere.

Testschæfer

2009-07-31T15:38:00.003+02:00

Det var i januar, at jeg luftede ideen om et indhegnet hundeområde. Jeg skal på ingen måde tage æren for ideen, for den kan være tænkt af flere andre før mig. Jeg stod og talte med Jeanette Thelander, der er journalist, forfatter og indehaver af et lokalt forlag. Hun er også en yderst handlekraftig person, har jeg senere erfaret.

I dag er hundeområdet stort set færdigt. Jeanette har fundet et egnet sted, fået godkendelser fra kommune, foreninger og alle relevante instanser, fundet sponsorer i det lokale erhvervsliv til at betale for pæle, hegn og låger, og folk i den lokale hundeklub til at sætte det hele op. Det er meget imponerende.

Der har været et par informationsaftener og et par arbejdsdage, hvor jeg desværre ikke har kunnet deltage. Det er jeg lidt ked af, fordi jeg synes, at det er meget vigtigt, at vi får sådan en lokal ”hundepark”. Det giver en mulighed for hundene at socialisere sig og omgås uden snor. Det giver også mulighed for at give dem motion uden at overtræde loven. Det er jo nemlig ikke tilladt hunde at løbe frit i Sverige i sommerhalvåret.

Schæferen har været testschæfer. Siden hegnspælene blev rammet ned, har vi jævnligt besøgt stedet, og han har drønet rundt på området. Han mener, at han egenhændigt har tromlet og planeret hundeparken.

En del oplevelser har vi allerede haft på området. En dag gik schæferen f.eks. til angreb på en snog. En stor én. Den ignorerede ham overraskende, for den var lige ved at sluge en tudse. Jeg fik ham sad ned, og vi kikkede begge to på snogen og dens måltid helt tæt på. Det var lidt interessant. Jeg havde øjenkontakt med den, og sådan en snog har faktisk rare øjne.

Det tror jeg nu ikke, at schæferen var enig i.

En skovflåt

2009-07-20T10:44:00.006+02:00

I morges, da jeg stod i brusebadet og sæbede mig ind, opdagede jeg en lille knop. Den var så ubetydelig, at jeg nær havde ignoreret den. Kun fordi den sad på pungen, besluttede jeg mig for at undersøge den lidt nærmere. Ja, jeg beklager at bevæge mig under bæltestedet denne gang. Men det var altså lige dér, den pokkers skovflåt havde bidt sig fast.

Jeg har udviklet en vis erfaring med skovflåter. Schæferen har haft en del. Denne sommer har vi dog, i modsætning til sidste år, undgået de steder, hvor der er flest flåter. Han bliver forebyggende behandlet med ”Frontline Vet” mod flåter, lopper og lus.

Jeg er altid grundig med at tjekke både schæferen og mig selv, når vi har været i skoven. Det er dog svært at se skovflåter i schæferens pels, de har alle muligheder for at gemme sig. Så er det langt lettere at tjekke sine egne ben og arme. Men åbenbart er det ikke nok, for jeg har flere gange opdaget flåter i schæferens pels timer efter, at vi har været ude at gå. Så længe de ikke har bidt sig fast, så kan de sagtens hoppe videre – f.eks. over på hundeejeren.
Problemet med skovflåter er, som de fleste vil vide, at en del af dem kan overføre Borreliainfektion. Her i Skåne mener man, at hver femte skovflåt er inficeret med sygdommen. Hos mennesker kan Borrelia give infektion i huden, betændelsen kan sprede sig, og i værste fald kan der ske infektion i nervesystemet med risiko for varige men. Det kan være et ganske alvorligt sygdomsforløb, og det kan tage lang tid at blive rask. Jeg tror, at det er vigtigt for os hundeejere at være opmærksom på flåter, også på os selv, ikke kun på hunden. Og løbende, ikke kun lige efter vi har været i skoven. Se evt. nærmere på dette link http://www.jerk.dk/skovflaat.htm.

Efter en skovtur for et par uger siden kildede det i nakken på vej hjem. Jeg havde en skovflåt i nakken. Jeg havde ikke haft hovedet i nærheden af steder, hvor de lever; men jeg havde haft kontakt med schæferens pels. Den var nok sprunget over.

Det var en morgen i sidste uge. Jeg var netop færdig med at barbere mig, og da jeg satte skægtrimmeren tilbage i opladeren, så sad der en lille flåt på spidsen af den. Den måtte have siddet i mit skæg. Efter morgengåturen et kvarter forinden havde jeg givet schæferen en krammer. Den var nok sprunget over.

I går aftes sagde jeg som sædvanlig godnat til schæferen ved at nusse ham lidt bag øret og give ham et lille kram. Åbenbart må en skovflåt, ved samme lejlighed, have skiftet adresse, uden jeg bemærkede det. I løbet af natten har den så kravlet rundt på mig og fundet et sted at bide sig fast. Den havde kun nået at suge en lille smule blod, og lignede derfor kun en lille bitte knop her til morgen. Hvis jeg ikke var så vant til flåter, så ville jeg slet ikke have tænkt, at det var en flåt. Faktisk var jeg ikke helt sikker. Men jeg tog flåttangen og tænkte, hvis det ikke var en flåt men en knop, så mærkede jeg det jo nok.

Jeg har schæferen mistænkt for at have udviklet en teknik til at læsse sine skovflåter over på mig. Bølle-schæferen ser helt uskyldig ud:
”Hvad mener du. Er det de dér små selvgående ballontyggegummi ting, du taler om?”
”Ballontygge …?”
”Ja, ja, det ligner da sådan noget boblegum noget, når først de puster sig op”, forklarer han.

Ud at gå

2009-07-14T14:24:00.003+02:00

Jeg fik stukket snuden frem i entreen lidt for tidligt, da vi skulle gå tur i dag ved frokosttid. Pjoklederen stod og tog sko på, og var i det hele taget, som sædvanlig, så frygtelig lang tid om det hele.
Så stoppede han op og stod og stirrede stift på mit lange, smukke bølle-schæfer snudeskaft.
Jeg lod som ingenting i et par sekunder, bare lige for at vise at jeg er en schæfer med egen vilje. Så trak jeg snudeskaftet til mig, gik baglæns ind på mit eget værelse, og satte mig i døråbningen.
Og alligevel skulle pjoklederen holde et af sine sædvanlige foredrag. Han sagde:
”Husk, jeg ejer entreen.”
”Ja, ja, lad os nu komme videre!” forsøgte jeg.
”Jeg ejer det hele. Du ejer ingenting. Jeg bestemmer det hele, du bestemmer ingenting. Sådan er det at være schæfer.”
”Ja, ja, få nu bundet det snørebånd!”
Men der var ingen vej udenom. Jeg måtte komme med det der jeg-har-forstået-blik, før pjoklederen var tilfreds. Jeg mener, at det er på grænsen til dyremishandling.

På hans signal gik jeg så ud i entreen og satte mig som altid ved siden af ham og ventede tålmodigt på, at snoren blev sat i halsbåndet. Og så skulle jeg høre på den sædvanlige vittighed:
”Jeg tror, at vi piercer dig i øret. Så kan vi sætte en ring i, og snoren direkte deri”. Og så grinede pjoklederen og så sig om efter klapsalver. Hverken overtøjet, knagerækken eller jeg klappede.

Herefter er proceduren altid følgende: Pjoklederen åbner døren. Så skal jeg blive siddende inde i entreen, mens han går ud på verandaen. Så klapper han sig på venstre hofte, og jeg formodes at stå der som et lyn. Straks efter vender han sig om mod hoveddøren med nøglen i hånden. Imens må jeg ikke stå og spejde efter skader i haven eller pudler på vejen. Derimod er min opgave at gå om bagved ham og sætte mig på måtten foran døren. Hvorfor er det altid mig, der skal holde mig på måtten?
Han låser døren og går hen til trappen. Jeg må først komme, når han igen klapper sig på venstre hofte. Sikken et cirkus!

Nogen gange står han dér så længe, at der næsten skal en afrivningskalender til for at tage tid. Når jeg så endelig får lov at komme frem, så skynder jeg mig nogen gange så meget, at jeg ryger ud på det første eller andet trin af de fem trin ned. Og så kommer det med usvigelig sikkerhed:
”På plads”.
Så må jeg bakke, op ad trappen. Det er altså ikke nemt for en travl schæfer.

Pjoklederen har mange pjokprocedurer, der skal overholdes. Jeg har overvejet at danne en schæfer-fagforening, så vi kan sikre os, at der bliver lavet nogle regler, som er schæfer-sanktionerede.

Venlig hilsen
Ozzy Jensen
aut.schæfer

En schæfers ubetingede accept

2009-07-01T11:35:00.003+02:00

Jeg fik en e-mail for et par dage siden. Den var fra en fast læser af denne blog. Hun skrev smukt om hundens betingelsesløse kærlighed, og som eksempel refererede hun følgende vittighed:

”To mænd fisker. ( Fra bagsiden af Ekstrabladet):
- Min påstand er, at hunden er mandens bedste ven !
-Det er noget sludder, Schrøder.
- Nej, det er meget enkelt, Brunsvig….. Forleden lagde jeg konen og hunden i bagagerummet og kørte rundt i en times tid. Så lukkede jeg dem ud, og hvem tror du, var mest glad for at se mig ?”

Jeg vil godt understrege, at jeg naturligvis må tage afgørende afstand fra at lukke en hund i bagagerummet. Og, nå ja, også konen selvfølgelig …;o)

Når schæferen og jeg går ud ad hoveddøren, så ved han nogle gange, hvad vi skal, men ikke altid. Så springer han logrende til venstre for at komme om i haven.
”Haven er det bedste jeg ved!” Jeg går ligeud.
Så springer han glad hen til bilen.
”Bilture er det bedste, jeg ved!” Jeg går forbi.
Så springer han begejstret med ud til indkørslen, og kikker op på mig med et forventningsfuldt blik.
”Gåture er det bedste, jeg ved!”
Jeg smider affaldsposen i renovationsbeholderen og går tilbage. Jeg går op ad trappen og åbner hoveddøren. Schæferen traver entusiastisk med.
”Hygge i stuen er det bedste, jeg ved!”

Denne ubetingede glæde og betingelsesløse accept imponerer mig gang på gang, og gør mig i godt humør.

Jeg var syg søndag og mandag. Et eller andet mavehalløj, kastede op hele natten til søndag. Hver gang jeg, i løbet af natten, kom vaklende ned på toilettet med plastikspanden, der skulle tømmes, stod schæferen der med store øjne og lignede en, der havde alle ønsker om at hjælpe, hvis han bare havde vidst hvordan.

Selvom det først var sent søndag morgen, da han kom ud for at morgentisse, var der ingen lyd fra ham. Han ventede bare. Hensynsfuldt.
Søndag og mandag var der ingen gåture. Det var kun korte tisseture i haven. Det accepterede han uden indvendinger. Han drejede endda selv mod hans del af haven, når vi gik ud, klar over at jeg, med min langsomme gang og store byrde af selvmedlidenhed, var aldeles ude af stand til at gå en ordentlig tur.

Jeg havde det også skidt, og som alle ved, så bliver mænd meget syge, når de er syge. Vi er altid næsten ved at dø. Det er videnskabeligt bevist.
Men midt i den sø af usund selvmedlidenhed, så var det som sædvanlig en glæde at mærke den ubetingede accept af situationen, som en hund viser.

Og det fik jeg så lejlighed til at tænke nærmere over, da jeg modtog den mail, der så udmærket beskrev netop dét.

Schæferen er sådan set enig; men han påpeger dog, at jeg ikke skal udnytte hans gode vilje …

Gysets Gyde

2009-06-23T17:35:00.001+02:00

Efter at schæferen igen har skræmt livet af popsangerpudlen fra Bygaden, og schæferen og jeg igen har måttet høre på damen med det høje hår, der mener, at schæferen er en potentiel dræberhund, så har vi valgt at undgå downtown et par dage.
Jeg skal måske lige tilføje, at byen har ca. 1.800 indbyggere, så downtown er et rimelig begrænset område.
Hvis nogen skulle være interesseret i, hvorfor schæferen dog hele tiden skræmmer den stakkels popsangerpuddel, så er schæferens eneste forsvar: ”Den ligner Barry Manilow”.

Schæferen er også glad for at undgå turen her i byen i dag. Næsten hver dag plejer vi nemlig også at gå igennem villakvarteret, og når vi kommer til Smedjegatan, så vil schæferen gerne gå til højre, for lige frem ligger Gysets Gyde.
På Gysets Gyde er der seks hunde, som gør af ham. Og det stresser ham lidt, han rejser børster og vil gerne give igen. Derfor øver vi os næsten hver dag. Det er blevet bedre.
Det går bedst ved de to små hunde i det lyserøde hus. Der kan jeg få schæferen til at sidde stille udenfor, indtil de to små holder op med at gø.

Så i dag tog vi til Osby og gik en tur i byen. På torvet mødte vi en gadebande af krager. Schæferen skulle selvfølgelig straks diskutere. Resultatet var, at de fløj op på de tre meter høje lygtepæle og sad dér og skældte ud. Jeg har sagt det til schæferen så tit, lad være med at skændes med nogen, som har vinger. Men lytter han? Nej! Og ørerne er ellers store nok …

Så i morgen bliver det igen Gysets Gyde.

Voksne mænd græder ikke

2009-06-12T11:53:00.002+02:00

Det var sidste forår, dagen efter jeg havde fået schæferen ved en omplacering.
Det var en dag med kraftig sol ind igennem vinduerne, der stod højglanspolerede og pletfri. Solen faldt på parketgulvet, der var uden et eneste gran støv og duftede af renhed og brun sæbe. Jeg har altid sat en ære i at have et rent hus. Schæferen stod lige i sollyset. Og så rystede han sig.

Jeg så, hvordan en sky af hår og støv indhyllede ham. Skyen steg derefter lidt til vejrs og spredte sig, for så at falde langsomt ned på parketgulvet og mit håndknyttede favorittæppe.
Jeg havde haft hunde før, men det var nogle år siden. Der er altså nogle ting, man glemmer.

Det skulle blive endnu værre. Senere samme dag kløede schæferen sig, sådan med bagbenet. Længe. Det skete også lige midt i sollyset.
Det lignede en tornado, støv og hår der skød direkte op i luften for at sprede sig deroppe. Og jeg sværger på, at jeg så det danne en paddehatte sky, deroppe midt i stuens velduftende indeklima. Dernæst dryssede det ned overalt, over den lyse sofa, sofabordet i sæbeskuret bøgetræ, bogen af Salman Rushdie som jeg var i gang med at læse, og over min røde Stratocaster guitar, der stod i hjørnet og mindede mig om dengang, hvor jeg næsten troede, at jeg var rockstjerne-talentfuld. Fjernsynsskærmen blev på ét sekund helt grå, og den røde farve på det håndknyttede havde ligesom fået et andet skær.

Voksne mænd græder ikke. Så jeg sad bare og kikkede ned i min kaffekop, som i øvrigt også var fyldt med hundehår. Men så kom schæferen hen og slikkede mig på hånden, og så var alt glemt. Næsten.

Vi indførte nogle regler. Først og fremmest må han ikke ryste sig i køkkenet. Dernæst er det forbudt at klø sig andre steder i huset end ude hos ham selv. Det fungerer fint. Det lærte han hurtigt.
Det er lidt pudsigt at se, når han pludselig har behov for at klø sig. Så smider han, hvad han har i poterne, og så går det i hurtigt trav ud til hans eget værelse. Men han går så sjovt, fordi det klør.

Schæferen er selvfølgelig ikke helt enig i reglerne, selvom han følger dem. Han synes, at det er et indgreb i hans personlige schæfer-frihed.

Spurveforliget

2009-05-31T18:28:00.002+02:00

Jeg ved ikke, om det var turtelduer. Det var nok bare almindelige, småfede villahaveduer. De havde sikkert været ude lørdag aften, hun havde haft planer, men han var bare faldet i søvn. Nu var det søndag morgen, og de forsøgte at indhente det.
To duer med tømmermænd, der forsøgte at parre sig, højt i kastanjetræet, på en spinkel gren. Det måtte gå galt, og det gjorde det også. Heldigvis kunne de flyve.
Schæferen, med forpoterne plantet i vindueskarmen, stod og så på, for de lavede en frygtelig larm.

Schæferen kikkede på mig, og hans øjne spurgte: ”Sådan et par småfede duer må jeg da godt jage, ikke?”
Jeg nikkede.
Vi havde forhandlet aftalen på plads ved forårets start, ikke at det havde været let, chef-schæferen er en hård forhandler. Men nu var det på plads. Spurve måtte ikke jages i haven, dét havde jeg fået igennem. Til gengæld måtte jeg acceptere, at schæferen kunne jage alle større fugle.
Når han er ude, og jeg betragter ham i smug fra vinduet, kan jeg se, at han er lidt i tvivl, når der lander en solsort. Skader og krager er der ingen tvivl om. Dem jager han med skarpladte tænder.

Det gjorde han også i det tidligere forår med en gråspurv – eller det vil sige, det tror jeg, for jeg så det ikke.
Da jeg kom ud i haven, stod bølle-schæferen med tænderne i en gråspurv, der baskede med vingerne på jorden. Hvordan han havde båret sig ad med at fange den, ved jeg ikke, det må have været et rent held.
”Hvad fanden laver du?”
”Den fløj lige ind i hovedet på mig. Jeg forsøger at genoplive den”, svarede han lynhurtigt.
Men jeg har studeret racen, og jeg ved, at et markant karaktertræk ved bølle-schæfer racen er, at den altid har en bølle-bortforklaring klar. Så den hoppede jeg ikke på.
Jeg aflivede den sårede gråspurv, og vi begravede den, et spadestik nede, ved siden kompostbunken. Schæferen og jeg brummede ”Dejlig er jorden”. Bagefter drak vi gravøl – mest mig, og spiste blødt brød – mest schæferen.

Forliget, ”spurveforliget” kalder vi det her i flokken, kom på prøve i går. Vi stod i haven, jeg børstede schæferens pels. Jeg så godt denne her gråspurv allerede, da den lettede fra tagrenden. Han så beslutsom ud, der var klart spektakel i spurven. Så jetdykkede han ned og tæt hen over schæferen med overspurvshastighed. Derefter loopede kunstflyverspurven foran os, og i et spektakulært højresving drønede han forbi schæferens lange snyde-snudeskaft i kun en meters afstand.
Jeg går ud fra, at der har siddet nogle gråspurvetøser et eller andet sted, som den lille kunstflyverspurv skulle imponere. Jeg håber, at det lykkedes. Schæferen var i hvert fald ikke imponeret.
”Der må være grænser for hvilke provokationer, man skal stå model til”, indvendte schæfer-børsten.
”Et forlig er et forlig”, svarede jeg, og han så skuffet ud.

Jeg har i øvrigt for et stykke tid siden lagt endnu en forligstekst på bordet. Den hedder: Ikke jage bier. Men de forhandlinger er brudt sammen.

Bengalsk schæfer

2009-05-28T16:40:00.002+02:00

”Skal du nu støvsuge igen?” Han så op på mig med de store, brune øjne.
Selvfølgelig skulle jeg støvsuge igen. Det gør jeg hver dag, eller i hvert fald hver anden. Det er jeg nødt til. Jeg forstår ikke, hvorfor hundehår hænger bedre fast i alt andet end hundens pels.

Jeg har prøvet at spørge schæferen om det. Men det interesserer ham vist ikke. Jeg har også prøvet at true med at hælde en flaske lim ud over ham. Så mumler han noget om ulovligt og telefonnummeret til dyrenes beskyttelse.

”Flyt dig nu lidt!” Schæferen ligger på det sorte tæppe og burde jo vide bedre. Jeg støvsuger altid samme vej rundt i huset.
”Din båtnakke”, råber jeg efter ham, over støvsugerlarmen.
Han vender sig halvt om. ”Hvor sidder den. Kan den sige dyt?”
”Bindegale schæfer”
”Bengalsk schæfer?”